Kanukokas høringssvar

4. september 2002

Vedr. høring af Forslag til bekendtgørelse om evaluering.

Landsforeningen har den 17. juni 2002 modtaget Direktoratets skrivelse nr. 001546 af 14. juni 2002 vedr. høring af Forslag til bekendtgørelse om evaluering med en høringsfrist til den 15. august 2002. Direktoratet har ved skrivelse nr. 1910 af 16. juli 2002 udsat høringsfristen til den 2. september 2002.

Landsforeningen har videresendt høringsmaterialet til kommunerne, og der er kun indkommet høringssvar fra 5 kommuner, hvilket naturligvis hænger sammen med den uhensigtsmæssige høringsperiode.

De indkomne høringssvar giver udtryk for en stor usikkerhed om, hvordan udarbejdelsen af individuelle handleplaner og den løbende evaluering og dokumentation skal foregå. Denne usikkerhed bevirker, at mange anser arbejdsbyrden for meget stor og som en væsentlig forøgelse i forhold til nugældende bestemmelser. Der efterlyses i stort set alle høringssvarene redskaber og vejledning/kurser vedr. individuelle handleplaner og den løbende evaluering og dokumentation.

./. For at imødegå denne usikkerhed og frustration hos lærerne/skolerne/kommunerne, og for at undgå at fokus i for stor udstrækning kommer til at dreje sig om arbejdstidsforhold, skal Landsforeningen opfordre Direktoratet og Inerisaavik til allersnarest at informere nærmere om de redskaber og vejledninger, som fra Inerisaaviks side tænkes udarbejdet – herunder en beskrivelse af de centralt udarbejdede evalueringer som afslutning på hvert trin, som vel vil blive omfattet af en ny prøvebekendtgørelse. I denne forbindelse henvises der til det vedlagte materiale fra kommunerne, hvor specielt bilagsmaterialet fra skolerne viser hvilke punkter, der er behov for nærmere information om.

En sådan information vil helt sikkert også kunne være bidrage til afklaring af visse forhold i relation til de forhandlinger om ny arbejdstidsaftale, der er ved at starte.

Til indholdet i bekendtgørelsesudkastet gives der generelt udtryk for en positiv holdning og en formodning om, at kvaliteten i undervisningens planlægning og den løbende evaluering og dokumentation vil få et løft, såfremt lærerne bibringes de nødvendige forudsætninger, redskaber og rammer.

På 1 punkt er der dog bred utilfredshed med bekendtgørelsesforslaget. Det er omkring den udbredte brug af karaktergivningen helt ned til begyndelsen af mellemtrinnet i samtlige fag. Der gives udtryk for et ønske om en nedtoning af karaktergivningen og en større vægt på vidnesbyrd, hvori også elevens personlige og sociale udvikling bør indgå i hele skoleforløbet.

Landsforeningen finder de anførte synspunkter fra skolerne/kommunerne for særdeles væsentlige og går ud fra, at der vil blive taget hensyn til synspunkterne ved udarbejdelsen af den endelige bekendtgørelse. Landsforeningen skal endvidere opfordre til, at der bliver udarbejdet nærmere informationsmateriale som angivet ovenfor, og at Inerisaaviks personale ved de kommende informationsmøder rundt omkring på skolerne vægter informationen og debatten og disse forhold højt.

Med venlig hilsen

Karl Nielsen

konsulent