Kanukokas høringssvar - Styrelsesloven

Vedrørende høring om forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v. 5 kommuner har tilkendegivet at de tiltræder Landsforeningens forslag til ændring. Landsforeningens forslag er for 2. pkt. i overensstemmelse med fortolkningen af Styrelseslovens § 16, stk. 2, men spørgsmålet har ofte givet anledning til tvivl i kommunerne

Ovennævnte forslag har været sendt til høring i samtlige kommuner. Landsforeningen har modtaget svar fra 6 kommuner. En kommune (Nuup Kommunea) har meddelt, at forslaget er af politisk interesse men at kommunen først har mulighed for at behandle sagen på førstkommende kommunalbestyrelsesmøde, der finder sted den 30. september 2002. De øvrige 5 kommuner kan uden forbehold tiltræde nærværende høringssvar.

Efter Styrelsesloven § 16, stk. 1 skal borgmesteren indkalde et kommunalbestyrelsesmedlems stedfortræder, når det pågældende medlem vil være forhindret i at varetage sine kommunale hverv i en forventet periode af mindst 2 måneder. Er forhindringen permanent for den resterende valgperiode, indtræder medlemmets stedfortræder i kommunalbestyrelsen og det fraværende medlems valggruppe besætter vakante udvalgsposter. Er forhindringen af midlertidig karakter indtræder medlemmets stedfortræder i kommunalbestyrelsen, hvorimod den stedfortræder der er valgt i henhold til Styrelsesloven § 18, stk. 2 indtræder i de stående udvalg.

Landstingsmedlem Olga Poulsen har fremsat ovennævnte lovforslag om ændring af Styrelsesloven § 16, stk. 2, således at den stedfortræder, som indtræder i kommunalbestyrelsen ved fravær på mindst 2 måneder samtidig kan overtage medlemmets udvalgsposter. Det forudsætter efter forslaget at den stedfortræder der er valg efter Styrelseslovens § 18, stk. 2, ikke modsætter sig dette.

Landsforeningen foreslår imidlertid at Styrelsesloven § 18, stk. 2, der netop omhandler udvalgsmedlemmer, ændres således at der indsættes som 2. og 3. pkt.:

”Udtræder et medlem i valgperiodens løb af et udvalg, hvori han er indvalgt af en bestemt gruppe inden for kommunalbestyrelsen, besættes den ledigblevne plads af den samme gruppe.

Når et udvalgsmedlem har forfald i mindst 2 måneder, kan den gruppe, der har indvalgt ham, bestemme, at et andet medlem indtræder i udvalget, så længe hindringen varer.”

Landsforeningens forslag er for 2. pkt. i overensstemmelse med fortolkningen af Styrelseslovens § 16, stk. 2, men spørgsmålet har ofte givet anledning til tvivl i kommunerne.

Med venlig hilsen

Lars Olsen

konsulent