|
Vedr. høring af Forslag til bekendtgørelse om skolebiblioteker. Direktoratet har ved skrivelse nr. 002712 af 29. oktober 2002 fremsendt Forslag til bekendtgørelse om skolebiblioteker til høring med en høringsfrist til den 29. november 2002. Landsforeningen har den 30. oktober 2002 videresendt høringsmaterialet til kommunerne. Der er modtaget høringssvar fra 5 kommuner. I de modtagne høringssvar er der generel tilfredshed med bekendtgørelsesudkastet, men der gøres også opmærksom på, at det foreslåede udvidede indhold i skolebibliotekerne ikke kan holdes indenfor de nuværende rammer for tid til det ”traditionelle” skolebiblioteksarbejde, hvilket der må tages hensyn til ved en kommende arbejdstidsaftale. I høringssvaret fra Sisimiut Kommune gøres opmærksom på en tilsyneladende modsætning mellem formuleringerne i § 5 og § 10 om undervisning i skolebiblioteket. Det skal derfor foreslås, at sidste punktum § 10 slettes. I høringssvaret fra Maniitsoq Kommune angives det, at der ikke er overensstemmelse mellem den grønlandske og den danske tekst i § 9, stk. 1. I § 9, stk. 3, er der en mindre skrivefejl – der skal henvises til § 9, stk. 1.
|