Klik her for at læse høringssvar fra KANUKOKA
Økonomidirektoratet har den 16. juli 2004 udsendt en rapport om ensprissystemet med titlen: "Høring af forslag til strategiplan og udligningsordning for at ophæve ensprissystemet for el, vand og varme". Rapporten er udsendt til alle kommuner og til KANUKOKA. Den kan hentes nederst på denne side.
KANUKOKA foreslår, at hver enkelt kommune afgiver høringssvar direkte til Landsstyret med kopiorientering til KANUKOKA.
Det skal i øvrigt oplyses, at der endnu ikke er forhandlet en regulering af bloktilskuddet som følge af de ændringer af ensprissystemet, som foreslås i rapporten. Det er i bloktilskudsaftalen af 22. juni 2004 mellem KANUKOKA og Landsstyret aftalt, at bloktilskuddet genforhandles, hvis landstinget vedtager en ændring af ensprissystemet. KANUKOKA forventer at bloktilskuddet i 2005, hvis der sker ændringer af enprissystemet, vil blive reguleret for kommunernes mer- eller mindreudgifter til el, vand og varme og kommunernes mer- eller mindreudgifter til trangsmæssig hjælp, som kan henføres til ensprisrefomen.
I bloktilskudsaftalen mellem hjemmestyret og KANUKOKA er det formuleret således
Landsstyret vil fremlægge forslag til en ensprisreform på Landstingets efterårssamling 2004. Parterne er enige om, at hvis Landstinget vedtager at gennemføre en ensprisreform, skal bloktilskuddet til kommunerne genforhandles således at bloktilskuddet udligner de mer- og mindreudgifter, som hver enkelt kommune får i 2005 ved et uændret forbrug som følge af en ensprisreform.
Ændringen vil virke forskelligt i de enkelte kommuner afhængig af kommunernes forbrug og de lokale enhedsomkostningerne for el, vand og varme. Parterne er derfor enige om, at en ændring af bloktilskuddet ville skulle fordeles selektivt i strukturtilskuddet for at udligne ændringen for den enkelte kommune i bloktilskuddet for 2005. Bilag 3 viser et regneeksempel på grundlag af de nu foreliggende beregninger fra Hjemmestyret.
Frem til 2009 ville parterne skulle hæve bloktilskuddet til de kommuner, der får større udgifter på grund af ensprisreformen. Landsstyret vil foreslå Landstinget at evaluere virkningerne af ensprisreformen i 2007, og at virkningerne for kommunerne indgår i Landstingets grundlag for at vurdere reformen. Landsstyret vil foreslå Landstinget herefter at tage stilling til hvorledes reformen skal videreføres efter 2009.
Hvis Landstinget vedtager en ensprisreform er parterne enige om at følge op på kommunernes forbrug ved at opgøre kommunernes forbrug af forsyningsydelser i 2004 som bidrag til grundlaget for beregning af den fremtidige regulering af bloktilskuddet som følge af en ensprisreform. Parterne er ligeledes enige om at undersøge de virkninger på udgifterne til trangsmæssig hjælp, som kan henføres direkte til en ensprisreform.
Hele bloktilskudsaftalen kan læses på KANUKOKAs hjemmeside. Der er desuden i budgetvejledning 2. udsendelse , som ligeledes kan læses på KANUKOKAs hjemmeside, redegjort yderligere for de økonomiske konsekvenser for kommunerne af ensprisomlægning og skattereformen.