Bekendtgørelse om uddannelsesstøtte

Direktoratet har fremsendt forslag til bekendtgørelse om uddannelsesstøtte til høring. Læs her høringssvaret fra KANUKOKA. Forslaget og bilagene kan hentes nederst på siden.

11. januar 2004

Direktoratet har ved skrivelse nr. 000034 af 8. januar 2004 fremsendt Forslag til bekendtgørelse om uddannelsesstøttetil høring.

Vedr. § 30a:

Som fremført i KANUKOKA’s høringssvar til Forslag til landstingsforordning om uddannelsesstøtte har KANUKOKA den principielle holdning, at bortfald af tilskud til arbejdsgiveren ved uddannelsens afslutning eller afbrydelsen bør følge tidspunktet for lærlingeforholdets og dermed lønudbetalingens ophør. Såfremt der af administrative årsager måtte være ønske om kun at udbetale tilskud for hele måneder, må skæringspunktet for ophør med uddannelsen være den 15. i måneden og ikke som foreslået den 20. Hvis uddannelsen afsluttes eller afbrydes den 15. eller tidligere på måneden, udbetales der ikke tilskud til arbejdsgiveren for den pågældende måned. Hvis uddannelsen afsluttes efter den 15. i måneden, udbetales der tilskud til arbejdsgiveren for hele den pågældende måned. Herved sikres arbejdsgiver og Hjemmestyret på lige vis. At Hjemmestyret i bekendtgørelsesforslaget fortsat opererer med den 20. som skæringsdato kan kun være udtryk for, at Hjemmestyret vil skubbe den største del af den økonomiske risiko over på arbejdsgiveren i stedet for at påtage sig en ligelig risikofordeling.

Vedr. § 64:

Bekendtgørelsen foreslås ikraftsat allerede 1. februar 2004. KANUKOKA opfatter ønsket om den meget hurtige ikrafttrædelsesdato som udtryk for, at Hjemmestyret forestiller sig, at ændringen med hensyn til eleverne på de erhvervsfaglige grunduddannelser skal træde i kraft pr. denne dato. KANUKOKA har i skrivelse af 16. oktober 2003 vedr. det til Landstingets efterårssamling fremsatte Forslag om ændring af Landstingslov om arbejdsgiveres erhvervsuddannelsesbidrag anført sin betænkelighed ved den hurtige omlægning af uddannelsesstøtte og uddannelsesløn for elever på de erhvervsfaglige grunduddannelser. Denne omlægning forudsætter jo forhandling af Overenskomsten for elever på de erhvervsfaglige grunduddannelser, ligesom omlægningen kræver aftaler om de konkrete arbejdsgivertilskud og administrationsformen for ordningen.

Hvis det er hensigten, at omlægningen af uddannelsesstøtte og uddannelsesløn for elever på de erhvervsfaglige grunduddannelser skal gennemføres ved bekendtgørelsens ikrafttræden, tager KANUKOKA afstand fra ikrafttrædelsesdatoen.

Det skal i øvrigt bemærkes, at KANUKOKA på vegne af kommunerne som arbejdsgivere forventer at blive inddraget i det videre arbejde med at fastsætte størrelsen af arbejdsgivertilskud og administrationsformen for ordningen.