KANUKOKA's høringssvar

Nuuk, 05.08.2004

Trafikpolitisk Redegørelse

KANUKOKA har modtaget Landsstyrets Trafikpolitiske redegørelse 2004 i høring.

Rammerne for den fremtidige trafikplanlægning

Trafikredegørelsen lægger op til, at der under landstingets efterårssamling tages principbeslutninger på trafikområdet, der sikrer en langsigtet planlægning for landets trafikoperatører og for brugerne af trafiksystemet.

Beslutningen om det fremtidige trafiksystem forventes i henhold til finansloven for 2004 at ske indenfor økonomiske rammer, hvor driftstilskuddet til trafikken fra 2005 falder med 35 mio. og fra 2005 til 2007 med yderligere 55 mio. kr. På anlægsområdet understreger landsstyret ligeledes, at der er begrænsede midler til rådighed. Landsstyret ønsker primært at prioritere renovering og udvidelse af folkeskolen, boligområdet og forsyningsområdet, og begrænse anlægsinvesteringer på trafikområdet til investeringer, der er til gavn for hele landet.

En lang række igangværende arbejder i Landsstyret forventes at få stor betydning for lokalisering af befolkning og erhvervsliv og dermed få betydning for de fremtidige valg på trafikområdet. I trafikredegørelsen nævnes bl.a.:

  • Landsstyrets planer om at udarbejde en landsplanredegørelse, der kan sikre koordinering mellem trafikpolitikken og planerne på de enkelte sektorområder, eksempelvis sundhedsområdet og uddannelsesområdet.

  • Rapporten fra fællesudvalget vedrørende erhvervsudvikling,

  • Det igangværende arbejde i strukturudvalget vedrørende den fremtidige kommunestruktur og opgavefordelingen mellem kommunerne og Hjemmestyret,

  • Selvstyrekommissionens arbejde

    Herudover skal Landsstyrets planer på trafikområdet koordineres med trafikselskabernes planer for investeringer i nye flytyper mv.

    KANUKOKAs generelle bemærkninger

    Efter trafikseminaret i Kangerlussuaq i august 2003 efterlyste kommunerne helhedsorienterede perspektiver samt stillingtagen til en sammenhængende trafikstruktur i Grønland.

    KANUKOKA vurderer, at Landsstyret med den nye redegørelse fortsat ikke har præsenteret de mange alternativer for den fremtidige trafikstruktur, så det er muligt for kommunerne at få overblik over konsekvenserne for den enkelte kommune og region ved udmøntningen af besparelserne og eventuelle fremtidige anlægsinvesteringer.

    Med trafikredegørelsen for 2004 er Landsstyrets visioner for den fremtidige trafikstruktur ikke blevet tydeligere. Antallet og omfanget af fremtidige undersøgelser synes ikke at være reduceret og gjort mere overskueligt. Desuden lægges der op til, at væsentlige beslutninger skal afvente nye undersøgelser

    KANUKOKA efterlyser en mere konkret udmelding af Landsstyrets planer på trafikområdet, hvor Landsstyret i højere grad foreslår, hvilke forslag der skal arbejdes videre på, og indenfor hvilke rammer de kommende undersøgelser skal foretages.

    Specifikke bemærkninger

    Vedrørende bemærkninger til udviklingen i de enkelte kommuner og regioner henvises der til høringssvar fra de enkelte kommuner. Det er dog KANUKOKAs opfattelse, at der i trafikredegørelsen primært fokuseres på udviklingen i nord- og midtgrønland, hvorimod forventningerne til udviklingen i syd- og østgrønland nedprioriteres.

    KANUKOKA er enig i Landsstyret ønske om alene at arbejde videre med samfundsøkonomisk rentable anlægnvesteringer for at få midler til at prioritere anlægsinvesteringer på bl.a. folkeskoleområdet og boligområdet. KANUKOKA foreslår derfor, at der i de fremtidige analyser i højere grad fokuseres på at klare den trafikale betjening ved hjælp af de eksisterende anlæg.

       

  •