|
24.07.2006 Indledningsvist må KANUKOKA som tidligere påpege, at det er et dårligt tidspunkt at sende høringer ud midt i en feriesæson som ikke gør det praktisk muligt at indhente flere bemærkninger fra kommunernes politikere eller embedsmænd. KANUKOKA har modtaget tilbagemelding fra 5 kommuner. Disse kommuners uddybende bemærkninger til høringsmaterialet vedlægges, hvor dele af bemærkningerne præciseres i de samlede bemærkninger. Generelle bemærkninger: I henhold til Landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 har Hjemmestyret som udgangspunkt det overordnede ansvar for at yde hjælpeforanstaltninger til personer med et vidtgående handicap, uanset om dissse borgere bor i egen bolig, i Bokollektiv, i Boenhed eller i en af hjemmestyrets døgninstitutioner og KANUKOKA er af samme grund enig i Det Sociale Ankenævns formulering om, at Hjemmestyret bærer den endelige udgift til hjælpeforanstaltninger iværksat med hjemmel i handicapforordningen. KANUKOKA skal bemærke, at forslaget bærer præg af økonomisk tænkning, da der nu alene fokuseres på at kunne yde tilskud til beskyttede værksteder og ikke kommunale væresteder. Som det er direktoratet bekendt er forholdene, mulighederne og tilbuddene på kysten meget forskellige, hvor det vigtigste ikke er, hvilken benævnelse disse dagtilbud har. KANUKOKA er grundlæggende uenig i, at mulighederne for tilskud gøres afhængige af, om tilbuddene til de vidtgående handicappede hedder beskyttede værksteder, væresteder eller dagcentre – men at udgangspunktet klart må være, at disse steder tilbyder udviklende aktiviteter for personer, der er omfattet af handicapforordningen. Familiedirektoratet skriver i sine Almindelige bemærkninger til forordningsforslaget, at direktoratet ultimo 2004 stoppede med at bevilge takstbetaling til beskæftigelse af vidtgående handicappede, da direktoratet fortolkede lovgivningen således, at der ikke var hjemmel til at yde beskæftigelse af vidtgående handicappede. Videre står, at Det Sociale Ankenævn ved afgørelser af 28. april 2006 har givet kommunerne medhold i, at der i landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap er hjemmel til at yde tilskud til beskæftigelse af vidtgående handicappede. Det Sociale Ankenævns afgørelser af 28. april 2006 handler netop om takstbetaling til brugere af væresteder, hvorfor direktoratets præcisering af 11.7.2006 om, at det er en fejl at der i forslagets overskrift står Væresteder og at det iflg. det nye forslag kun vil være beskyttede værksteder, der kan modtage tilskud fra Familiedirektoratet må bero på en fejl, da det vil være i strid med Landstingsforordningens § 26 samt Bekendtgørelsens § 40. Iøvrigt mener KANUKOKA, at kommende revidering af landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap netop må tilpasses således, at hjælpeforanstaltninger ikke gøres afhængige af, om personen bor i det ene eller det andet sted, men at ALLE omfattet som vidtgående handicappede får samme muligheder for hjælp, ligesom tidligere 60-års og nuværende 63-års aldersgrænse for at opnå hjælpeforanstaltninger i.h.t. handicapforordningen bør afskaffes. Som Ilulissat kommune også har påpeget i sine bemærkninger er der på kysten mange, især med en sindslidelse, der har behov for anderledes aktiviteter end de gængse få tilbud. Det er ikke de vidtgående handicappede, der skal tilpasse sig tilbuddene, men der er brug for tilbud, der er tilpasset de handicappedes behov. KANUKOKA forudsætter slutteligt, at kommunerne stadigvæk kan få tilskud i.f.m. væresteder, dagcentre ell.lignende i overensstemmelse med Det Sociale Ankenævns kendelser af 28. april 2006. Det Sociale Ankenævns afgørelser, der giver kommunerne medhold i sagen - klik her |
