Høringssvar vedr. høring om redegørelse om kommunerne

KANUKOKA og kommunerne har modtaget ovennævnte i høring d. 10. marts 2010 med svarfrist d. 20. april 2010, senere forlænget til d. 3.maj 2010.

Fra landsstyrets side er det konstateret, at den betænkning, som står til grund for strukturreformen og kommunesammenlægningen, snart er fem år gammel, og at der er behov for en fornyet politisk drøftelse om de anbefalinger, der ligger til grund for opgavefordelingen mellem Selvstyret og kommunerne.

KANUKOKA kan kun være enig i, at man med passende mellemrum skal foretage serviceeftersyn på projekter, man har sat i gang, ikke mindst når de har vidtrækkende samfundsmæssig betydning.

Det er derfor fint, at landsstyrekoalitionen gerne vil have strukturreformen set efter i sømmene og få det vurderet fra central side.

Vi vil gøre det samme fra kommunernes side. Og vi vil vise den grad af smidighed, der er nødvendig for at tingene kan udvikle sig til bedste for borgerne.

Det bør dog overfor Naalakkersuisut understreges, at vi holder fast ved de principper, værdier og for­udsætninger, hvorpå kommunerne baserer deres medvirken i strukturreformen i den of­fentlige sektor, herunder kommunesammenlægningen. Og det er uanset om Strukturudvalgets betænkning bliver fem år gammel i år. I øvrigt er det kun et år og fire måneder siden, at kom­munesammenlægningen blev effektueret. Vi er stadig i opstartfasen, men vi holder fast på, at overførsel af opgaveområder fra Selvstyret til kommunerne gennemføres som forudsat og snarest efter hensigten.

I erkendelse af, at strukturreformen er et fælles projekt for landets centrale styre og for kommunerne, må begge parter sørge for, at der både sker fremskridt i arbejdet og overordnet koordination. Derfor vil det være passende, at der til denne opgave nedsættes en administrativ styregruppe bestående af embedsfolk fra Selvstyret og kommunerne, og en politisk styregrup­pe bestående af formanden for Naalakkersuisut, Naalakkersuisoq for indenrigsanligender, formanden for KANUKOKA og en af borgmestrene.

Denne konstruktion er brugt med fordel i tiden op mod kommunesammenlægningen, og kan genanvendes i den kommende tid for at sikre kontinuitet og sammenhæng i forbindelse med den afgørende del af strukturreformen, der hedder overførsel af opgaveområder.

Folkevalgte og mødeformer

Der fokuseres en del på reduceringen af antal folkevalgte i kommunerne samt bygderne. Hvor der konkluderes, at en besparelsesmulighed på 20 mio. kr. ikke er opnået foranlediget kommunernes ønsker. Naalakkersuisut undlader dog at nævne at beslutningen om disse i sidste ende er foretaget af Inatsisartut / Naalakkersuisut.

En ændring i Styrelsesloven som muliggør, at kommunerne nu kan anvende IT-teknologi til afholdelse af møder i kommunalbestyrelsen er nævnt i redegørelsen. Anvendelsen af denne teknologi ville åbne op for store besparelsesmuligheder for kommunerne.

Denne konklusionen kan kommunerne ikke nå ret meget med, til dels er der infrastrukturelle udfordringer som gør at et virtuelt møde, nogen steder, med minimum 8 lokaliteter tilkoblet ikke kan gennemføres. En anden udfordring er at systemerne ikke er bygget til et dobbelt sproget administration med simultant tolkning. Til sidst er der ikke investeret i virtuelle konferenceudstyr i bygderne således medlemmer fra bygderne kan deltage til møderne.

Økonomi

Det er overraskende og skuffende, at Naalakkersuisut gennemfører et sådan serviceeftersyn helt på egen hånd, uden at inddrage kommunerne i dette arbejde. Hermed mangler et fokus, som kommunerne finder væsentligt, nemlig kom­mu­nernes omkostninger til service og ydelser både historisk, men især fremadrettet set i lyset af de store udfordringer, der på kort sigt er forbundet med etablering af et ensartet ser­vice i alle landets landområder.

På økonomisiden af redegørelsen konkluderes der, at kommunernes indtægter er vokset mere i forhold til selvstyrets indtægter i perioden 2000-2010.

Baggrundsmaterialet til analysen er baseret på regnskabstal frem til 2008 og budgetter for både 2009 og 2010. I analysen af baggrundsmaterialet er der ikke taget højde for, at der er store forsinkelser i de efterreguleringer der finder sted i de foretagne slutligninger af skatteindtægterne.

Eksempelvis er store dele af de registrerede skatteindtægter for 2009 baseret på efterreguleringer af slutligningen for 2007. Det betyder bl.a. at regnskabstallene for 2009, som snart forventes offentliggjorte, er uanvendelig til analyser og konklusioner, som dem der er foretaget i redegørelsen. For at disse tal skal kunne gøres anvendelige i sådan et analyse skal der skelnes imellem faktiske indtægter i 2009 og hvad der måtte vedrøre tidligere år.

Derudover er redegørelsens konklusioner afhængige af hvilken periodeafgrænsning, der an­vendes. Hertil kommer, at kommunernes indtægter tilsyneladende ikke i fuldt omfang er kor­rigeret for ændringer i tilskudsregler, opgaveforskydning og over­dragelse af opgaver mellem de offentlige delsekto­rer, ændringer i skatteudskriv­ningsprocenter, ligesom nogle af kommu­nernes skatteindtægter muligvis er med­taget 2 gange, jf. nedenfor.

Var der valgt en anden begyndelse for analysen end 2000 ville konklusionen have været, at den hjemmestyrede sektors ind­komster ville være steget mest i perioden. Tilsvarende betyder en udeladelse af budgetårene 2009 og 2010, at analyseresul­taterne trækker i retning af relativ større stigning i kommunernes ind­tægter, idet den hjemmestyrede sektor har budgetteret med de største stigninger i indkomster­ne i analyseperiodens to sidste år.

Det er en meget kritisabel manipulation af kommunernes økonomi, når Naalakkersuisut alene vælger at fokusere på udviklingen af indtægterne fra 2000 frem til 2010, og ikke tager den anden halvdel af økonomien, udgiftsiden, med i deres redegørelse. Hvorfor Naalakkersuisut ikke analyserer udgifternes udvikling fra 2000 frem til 2010 forklares ikke i redegørelsen.

I sådan et redegørelse med så store politiske signaler burde Naalakkersuisut også medtage udgifternes udvikling i samme periode som indtægterne.

De kommunale indtægter er der til som dækning til udgifterne. Indtægtskilderne er som fordelt i redegørelsen personskat, fælleskommunalskat, selsskab- og udbytteskat samt bloktilskud.

Bloktilskuddet forhøjes/nedsættes normalt alene ud fra nye opgaver eller byrder der påføres/fjernes fra kommunerne i forbindelse med Naalakkersuisut eller Inatsisartut beslutninger. Evt. forhøjelse/nedsættelse forhandles imellem KANUKOKA og Naalakkersuisut.

Personskatten fastsættes som en procentsats af kommunalbestyrelsen jf. "Landstingslov nr. 12 af 2. november 2006 om indkomstskat, § 62" til dækning af egne ydelser/udgifter. Hvor meget kommunerne vil beskatte deres egne borgere er dermed deres egen beslutning, selvfølgelig indenfor den grænse på minimum 20% og maksimum 30% fastlagt af Inatsisartut. Størrelsen af indtægterne varierer selvfølgelig fra år til år i sammenhæng med borgernes indkomster.

Fælleskommunal skat fastsættes af Inatsisartut, her varierer størrelsen af indtægterne fra år til år i sammenhæng med borgernes indkomster. Skatteprocenten blev i 2005 øget fra 4 til 6 pct., som led i ensprisreformen og en forøgelse af personfradraget.

Selskabs- og udbytteskatten fastsættes af Inatsisartut.

Med ovennævnte forhold vedr. indtægtskilderne er nedenfor citerede set med kommunale øjne ikke en passende argumentation.

"Naalakkersuisut finder det hensigtsmæssigt, at kommunerne og Selvstyret over en årrække oplever en nogenlunde ensartet vækst i deres indtægter. Der er med til at sikre, at de enkelte velfærdsområder varetaget af kommunerne og Selvstyret oplever en nogenlunde ensartet udvikling i velfærden.

På den baggrund finder Naalakkersuisut, at den prioriterede nedsættelse af bloktilskuddet med 30 mio. kr. fra 2010 er både rimeligt og hensigtsmæssigt." (nedst. s .15 Redegørelse om kommunerne)

Kommunernes indtægter er vokset i henhold til større opgaver og byrder der er lagt ud fra Naalakkersuisut samt Inatsisartut og derudover de skatterammer som Inatsisartut har givet.

At Naalakkersuisut mener at det er uretfærdigt, at Inatsisartut har givet kommunerne mulighed for at dække deres udgifter for den service og ydelse som kommunerne yder på vegne af Inatsisartut er ikke på sin rette plads i en redegørelse om kommuner.

Der burde i stedet fremgå i redegørelsen, at kommunerne efter de er lagt sammen nu er begyndt at harmonisere deres serviceniveau til fordel for borgerne. På mange områder er kommunerne i gang med at forbedre vilkårene i de gamle kommuner, hvor niveauet til dels har været utidssvarende. Denne indsats vil være umuligt for kommunerne at løfte såfremt kommunerne skal aflevere en del af deres indtægter til Selvstyret i form af nedsat bloktilskud.

KANUKOKA ønsker at gøre opmærksom på de store omkostnin­ger, kommunerne på kort sigt står over for som følge af kommunesammenlægnin­gen. Dette aspekt er helt forbigået i redegørelsen. Ved at overse denne store ud­fordring og samtidig forbigå udviklingen i de omkostninger kommunerne i forve­jen er udsat for, overser redegørelsen den væsentligste begrundelse, som lå til grund for sammenlægningskommunernes tilslutning til kommunalre­formen, nemlig at der skulle skabes større lighed og udvikling i de bysamfund og bygder som kommunerne kom til at omfatte.

Den fælleskommunale skat kan aflæses af de bekendtgørelser, som det daværende Hjemmestyre årligt udsendte om skatteudligning og fælleskommunal skat. Bekendtgørelserne oplyser også om omfang af efterreguleringer, som henføres til bestemte indkomstår. I perioden 2000-08 steg den i gennemsnit med 8,5 pct. p.a. Den kraftige stigning er imidlertid et resultat af, at skatteprocenten i 2005 blev øget fra 4 til 6 pct., som led i ensprisreformen og en forøgelse af personfradraget. Såfremt skatteprocenten havde været fastholdt - i lighed med udskrivningsprocenten for landsskatten og kommuneskatterne - ville den fælleskommunale skat alene været øget i gennemsnit kun med 3,4 pct.

Som alternativ til redegørelsen har KANUKOKA taget udgangspunkt i en dokumenteret og offentliggjort statistisk fra Grønlands Statistik, om indtægter og udgifter i den offentlige sektor i regnskabsperioden 2000-08. Vurderet i rela­tion til redegørelsens konklusioner giver denne periodeafgrænsning den stærkeste støtte for redegørelsens konklusioner, idet det netop er i denne periode kommu­nerne har den relativ største stigning i indkomsterne. I årene før 2000 og efter 2008 var det som nævnt med størst stigning i den hjemmestyrede sektor.

Suppleres denne statistik med de korrektioner, som KANUKOKA finder relevant at foretage, jf. statistiske bilag 1-a og 1-b, fremgår det imidlertid, at indtægterne i den nævnte periode udvikler sig praktisk taget identisk i de to delsektorer. Korrektionerne er de kommunale skatteindtægter der muligvis er medregnet 2 gange. Det drejer sig om det daværende Hjemmestyres køb af kommunernes skattegæld fra før 2006. Denne skattegæld har tidligere - hvor skatten forfaldt til betaling - været optaget som indtægt på kommunernes regnskaber, og kan derfor ikke på ny indgå som en indtægt. Købet repræsenterer en porteføljeomlægning af Selvstyrets og kommunernes finansielle formue og skal derfor kun registreres på status.

Det er ligeledes uklart, om der er korrigeret for kommunernes overtagelse af det daværende Hjemmestyres renovering og ud­bygning af et forfaldent kloaknet. Det er til­svarende uklart om der er korrigeret for daværende Sisimiut kommunes overtagelse af Kangerlussuaq i 2002.

KANUKOKA har derfor taget udgangspunkt i Grønlands Statistiks opgø­relse over indtægter og udgifter i den offentlige sektor 2000-08. Ud fra dette dokumenterede talmateriale kan det konstateres, at den hjemmestyrede sektors løbende indkomst- og formueskatter ekskl. fælleskommunal skat og tillagt til­skuddet fra den danske stat, i gennemsnit voksede med 2,3 pct. p.a. fra 2000 til 2008. For kommunerne var den gennemsnitlige vækst i samme periode 2,4 pct. Kommunernes indkomster omfatter de lø­bende indkomst- og formueskatterne inkl. den fælleskommunale skat og tillagt bloktilskuddet.

Skatte og Inkasso området benævnes som et område der er centraliseret, på nogle områder, med stadigvæk indkøringsproblemer. KANUKOKA mener, at det er for svagt at kalde problemerne for indkøringsproblemer. For andet år i træk har landskassens regnskaber (2008 & 2009) fået et forbehold på de opgjorte skatteindtægter. Kort forklaret Naalakkersuisut har ikke styr på skatteindtægterne.

Kommunerne har fra overdragelsestidspunktet sat spørgsmålstegn ved, om de nu også har fået deres faktiske skatteindtægter. Og her efter mere end 3 år efter centraliseringen er der stadigvæk tvivl. KANUKOKA vurderer, at det ikke længere kan kaldes indkøringsproblem, men et spørgsmål om Naalakkersuisut kan løfte opgaven fra centralt regi.

Til sidst må KANUKOKA nævne, at det syntes mærkeligt at Naalakkersuisut beklager sig over forskellen på væksten af indtægterne, når de sammen med Inatsisartut vælger at fastholde landsskatteprocenten og i stedet tager fra kommunernes indtægter. Såfremt Naalakkersuisut ønsker højere skatteindtægter har de mulighed for at søge om en forhøjelse af landsskatteprocenten.

Men KANUKOKA kan ikke undlade, da Selvstyret står for store dele de offentlige ydelser, at gøre opmærksom på, at det også er væsentligt med effektiv udnyttelse af res­sourcerne i denne del af den offentlige sektor. Det bør derfor overvejes om tiden er inde til et servviceeftersyn i Selvstyrets egen administration og institutioner, nu hvor der forligger regnskabstal for det første år efter sammenlægningen af direk­torater, institutioner m.v. Således er driftsudgifterne i den hjemmestyrede sektor øget med 6,3 pct. fra 2007 til 2008. Det er en vækst, som er mere end dobbelt så stor, som den gennemsnitlige årlige vækst i den forudgående periode fra 2000 til 2007.

Udvikling i prisindeks

Redegørelsens kapitel om "Udviklingen i det offentliges indtægter konkluderer på side 15, at "Overordnet kan det udledes, at kommunernes indtægter har udvist en højere vækstrate end Selvstyrets indtægter i perioden 2000-2010".

Redegørelsen forklarer denne forskel med, at "Størrelsen af statens bloktilskud reguleres efter udviklingen i de danske priser og lønninger, hvorfor der ikke er nogen realvækststigning i størrelsen af statens bloktilskud, hvilket er i modsætning til kommunernes skatteindtægter, som udgør kommunernes væsentligste indtægtskilde".

Forklaringen er decideret fejlagtig, idet Danmark og Grønland har samme valuta, hvorfor udviklingen i de danske og grønlandske priser og lønninger over en længere årrække bør være på nogenlunde samme niveau.

Der er imidlertid meget behændigt for Selvstyret valgt et udgangspunkt i 2000, hvor de grønlandske prisstigninger i en lang årrække i 1990'erne havde ligget under det danske, hvorfor de grønlandske lønninger og priser naturligt nok har ligget over i 2000'erne.

Således steg det grønlandske prisniveau fra 1991-2000 med kun samlet 10,9%, mens det danske steg med 20,2%. I 2000'erne har det været omvendt, hvor det grønlandske prisindeks er steget med 32,5%, mens det danske kun er steget med 22,3%. Bl.a. derfor er kommunernes indtægter steget med gennemsnitligt 1% mere i 2000'erne end Selvstyret, men samlet for perioden 1992-2010 er det danske og grønlandske forbrugerprisindeks steget med henholdsvis 46,9% og 47,1%.

%-stigning	1991-2000	2000-2010	1991-2010
Grønlandsk prisindeks	10,9	32,5	46,9
Dansk prisindeks	20,2	22,3	47,1

*Se årlig stigning i bilag 2

Det grønlandske prisindeks synes i øvrigt at variere mere end det danske, hvilket er naturligt, idet en lille økonomi er forholdsvis mere udsat for konjunktursvingninger, men dermed er de kommunale indtægter i Grønland også mere variable end Selvstyrets.

Set i lyset af den internationale konjunkturfremgang i 2000'erne har Grønlands økonomi haft en stor optur, der har øget kommunernes indtægter. Men med den nuværende økonomiske krise kan der frygtes for de kommunale indtægter.

Således er det danske forbrugerprisindeks det seneste år steget 2,0%, mens det grønlandske kun er steget med 1,4%. Selvstyrets indtægter fra bloktilskuddet vil således fortsætte med at stige pænt, mens de kommunale indtægter vil stige mindre.

Normalisering af Kangerlussuaq

I forhold til at Kangerlussuaq blev normaliseret i 2002 og fremover var en del af det kommunale landkort i først Sisimiut Kommune og derefter Qeqqata Kommunia er kommunernes samlede indtægter selvfølgelig steget i 2002. Det er sket i form, af dels Sisimiut Kommune fik kommunale skatteindtægter fra borgerne i Kangerlussuaq, og dels i form af forhøjet bloktilskud. Men tilsvarende overgik udgifterne for at servicere Kangerlussuaq også til kommunalt regi.

Modsat er Selvstyrets indtægter faldet i 2002, når de ikke længere skulle have alle skatteindtægterne fra Kangerlussuaq, men dele dem med kommunen. Modsat er Selvstyrets udgifter faldet i 2002.

Når der så ses på en samlet udvikling kommunernes og Selvstyrets indtægter i perioden 2000-2010, så bør der korrigeres for, at Kangerlussuaq overgik til kommunalt regi 2002. Ellers fremstår udviklingen i Selvstyrets indtægter for lille, og kommunernes for høj.

Udarbejdelse af redegørelsen

Samlet er det Kanukokas vurdering, at det til trods for de gode intentioner ikke er lykkedes Naalakkersuisut i tilstrækkelig grad at sætte fokus på de sammenhænge, som er af betydning for kommunernes optimale udnyttelse af ressourcerne. Hertil kommer, at redegørelsens spredte og tilfældige konklusioner ikke er holdbare set i rela­tion til udviklingen i de kommunale udgifter.

Det er KANUKOKAs opfattelse, at redegørelsens forfejlede fokus og konklusioner kunne være undgået, såfremt kommunerne på et tidligt tidspunkt var blevet ind­draget i udarbejdelse af redegørelsens grundlag og dens indhold.

For at sikre at der sker fremskridt og koordination i den fælles offentlige Strukturreform anbefaler KANUKOKA, at der nedsættes en administrativ styregruppe bestående af embedsfolk fra Selvstyret og kommunerne, og en politisk styregruppe bestående af formanden for Naalakkersuisut, Naalakkersuisoq for indenrigs-anliggender, formanden for KANUKOKA og en af borgmestrene.

Med venlig hilsen
Enok Sandgreen
Formand