Løntræk og tjenestefrihed ved borgerligt ombud

Læs her om reglerne for løntræk og tjenestefrihed ved varetagelsen af borgerligt ombud, dvs. medlemskab af kommunalbestyrelse, bygderåd samt udvalg nedsat af kommunalbestyrelse og bygderåd. Reglerne gælder for tjenestemænd og andre (offentligt) ansatte, hvis overenskomst henviser til de for tjenestemænd gældende regler for tjenestefrihed.

Reglerne for løntræk i forbindelse med varetagelse af borgerligt ombud findes i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 5 af 15. marts 1994 om borgerligt ombud, ændret ved bekendtgørelse nr. 14 af 18. juli 1996. Som borgerligt ombud anses bl.a. varetagelse af hverv som medlem af kommunalbestyrelse, medlem af bygderåd samt kommunalbestyrelsesmedlemmers medlemskab af udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen og bygderåd .

Reglerne gælder for tjenestemænd og for andre (offentligt) ansatte , hvor der i de pågældendes overenskomst er henvist til de for tjenestemænd gældende regler for tjenestefrihed.

Det fremgår af bekendtgørelsens §5, at tjenestefrihed ydes mod lønfradrag , såfremt der er tale om et lønnet ombud. Da hvervet som medlem af kommunalbestyrelsen er lønnet skal der foretages lønfradrag, når der ydes tjenestefrihed for at varetage hvervet .

Lønfradraget udgør , jf. § 4 stk.2, ved tjenestefrihed indtil 4 timer den enkelte dag 1/60 af månedslønnen. For tjenestefrihed udover 4 timer den enkelte dag udgør lønfradraget 1/30 af månedslønnen.

Lønfradraget kan for en måned højst udgøre et beløb, der svarer til det månedlige vederlag eller de mødediæter, der er ydet for varetagelse af ombudet eller hvervet. Overskydende beløb overføres til næste måned. Det samlede lønfradrag inden for et ferieår kan ikke overstige det vederlag eller de mødediæter, der i samme tidsrum er oppebåret af tjenestemanden.

Reglerne betyder - populært sagt - at den pågældende trækkes i løn for den arbejdstid, hvor han ikke som forudsat i sin ansættelse kan passe sit normale arbejde , men at han ikke trækkes mere - uanset fraværets omfang - end svarende til det vederlag eller de mødediæter , han modtager for at varetage ombudet eller hvervet . Medlemmet vil således som minimum altid få en årsindkomst , svarende til den normale løn. Løntrækket sker i den pågældendes normale løn, fordi løntrækket skyldes, at den pågældende ikke har udført sit normale arbejde.

Tjenestemænd, der udfører borgerligt ombud, har adgang til tjenestefrihed i den udstrækning, det er nødvendigt til udførelsen af det pågældende hverv . Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at tjenestefrihed i det omfang , det er muligt, skaffes ved en omlægning af tjenesten eller ved tjenestebytning. Det betyder, at i det omfang det er muligt at omlægge den pågældendes tjeneste, vil der ikke ske lønfradrag, men den pågældende "forsømmer" da heller ikke sit normale arbejde. I det omfang hvervet udføres udenfor normal arbejdstid f.eks. i weekenden vil der ikke blive foretaget løntræk. Såfremt tjenestefrihed ydes i en periode, hvori der indgår en weekend, vil weekenden tælle med i det antal dage, der skal foretages løntræk for. Det skyldes, at lønfradraget for en dag er fastsat til 1/30 af månedslønnen og ikke f.eks. til 1/20 svarende til det gennemsnitlige antal normale arbejdsdage i en måned. Hvis der ydes tjenestefrihed i en måned (30 dage) skal løntrækket svare til en månedsløn. Derfor skal weekenden tælle med.