|
Udvalgenes møder er - i modsætning til kommunalbestyrelsens møder - ikke offentlige. Der er ikke i Styrelsesloven hjemmel til, at udvalgene eller kommunalbestyrelsen kan beslutte, at udvalgsmøderne skal være offentlige. Under henvisning til Styrelsesloven § 23 stk. 4 og 5 er det klart forudsat, at udvalgsmøderne skal være lukkede. Begrundelsen er blandt andet hensynet til at bevare et forum for uformelle og frie forhandlinger. I sammenhæng med den manglende offentlighed omkring udvalgsarbejdet og hensynet til den interne kommunale beslutningsproces antages det, at forhandlingerne i kommunalbestyrelsens udvalg som udgangspunkt er fortrolige. Dermed antages at gælde tavshedpligt mht. oplysninger om de synspunkter, vurderinger og argumenter, der fremføres af andre mødedeltagere under udvalgsdrøftelserne. Et udvalgsmedlem kan frit referere egne udtalelser og forslag under en forhandling i et udvalg. Tavshedspligten omfatter ikke oplysninger om en sags faktiske omstændigheder. Det gælder, uanset om sådanne oplysninger under udvalgsmødet fremkommer fra udvalgsformanden, udvalgets øvrige medlemmer eller forvaltningen. Spørgsmålet om, hvorvidt der gælder en tavshedspligt med hensyn til faktiske oplysninger, der fremkommer under udvalgsforhandlingerne, beror således på en konkret vurdering af, om oplysningerne efter almindelige regler om tavshedspligt i øvrigt må anses for fortrolige. Oplysninger om, hvor mange medlemmer der har deltaget i udvalgets behandling af en bestemt sag, samt oplysning om, hvilke af udvalgets medlemmer der har stemt for, henholdvis imod en bestemt beslutning, anses ikke for fortrolige. Det samme gælder oplysninger om medlemmers afvigende meninger, der er tilført beslutningsprotokollen. |