|
På kommunernes delegeretmøde 2003 blev det besluttet at hensætte 10 mio. kr. af den fælleskommunale skat for 2004 til ”konjunkturudligning”. Nu har KANUKOKA's bestyrelse og landsstyret godkendt kriterier, som skal være opfyldt for at en kommune kan tildeles støtte fra ”Konjunkturudligningsfonden”. Kriterierne er beskrevet i det dokument fra Skattedirektoratet, som kan hentes nederst på siden. ”Fondens” formål er at afbøde de værste økonomiske virkninger i forbindelse med pludselige og uforudsete nedgange i kommunernes skatteprovenu, og dermed give den enkelte kommune tid og mulighed for at indrette økonomien efter de ”nye tider”. Kommunerne afregner månedligt landsskat og fælleskommunal skat til Skattedirektoratet. Og disse afregninger vil fremover danne grundlag for en eventuel tildeling af midler fra ”konjunkturudligningsfonden”. Der skal ikke fremsendes yderligere dokumentation end det, der allerede fremsendes til Skattedirektoratet i forbindelse med afregning af landsskat. Skattedirektoratet vil i samarbejde med KANUKOKA hver måned beregne, om der er kommuner, der er berettiget til støtte fra ”fonden”. Der kræves således ingen ansøgning. I det omfang, alle ”fondens” midler ikke bliver brugt i 2004, vil de blive overført til 2005 eller udbetalt til kommunerne sammen med den fælleskommunale skat for 2005. |