Når medarbejderne går på nettet

En arbejdsgiver kan udøve kontrol med medarbejderens brug af e-mail og Internet. Men det forudsætter forudgående information til medarbejderne. Og arbejdsgiveren må ikke læse private e-mails.

I disse år sker der en eksplosiv vækst i anvendelsen af informationsteknologi i de grønlandske kommuner. Borgerne ønsker det. Kommunerne har deres egne hjemmesider, Kanukoka har sin, og store medarbejdergrupper arbejder dagligt med e-post og Internet.

Teknologien kan både medvirke til at udvikle medarbejdernes kompetence og jobindhold og til at forøge effektiviteten og kvaliteten i opgaveløsningen. Men den kan også bruges uhensigtsmæssigt.

Fra flere kommuner efterlyses for tiden retningslinier for brug af e-post – f.eks. hvem må læse e-posten – og for medarbejdernes brug af Internet.

Men det er ikke blot et spørgsmål om teknik, administration og jura der er forbundet med brugen af teknologien – men i høj grad også personalepolitik.

Datatilsynet i Danmark har i to afgørelser udtalt at en arbejdsgiver kan udøve kontrol med medarbejderens brug af e-post og Internet. Det forudsætter imidlertid et krav om forudgående information til medarbejderne. Det forudsætter også at indsamlingen af oplysningerne skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Det skal understreges, at en arbejdsgiver ikke må læse private e-mails, da det kan være en krænkelse af brevhemmeligheden.

Da kontrol af medarbejdernes brug af e-post og Internet også omfatter oplysninger af fortrolig karakter, skal offentlige myndigheder anmelde kontrollen til Datatilsynet.