Maniitsoq og Sisimiut vil samarbejde

9. maj 2006: På et fællesmøde mellem de to kommunalbestyrelser blev der identificeret og prioriteret konkrete samarbejdsprojekter. Vi har modtaget følgende pressemeddelelse:

Borgmester Søren Lyberth og borgmester Hermann Berthelsen oplyser i fællesudtalelse, at Maniitsoq og Sisimiut Kommunalbestyrelser i Maniitsoq i perioden 2.-4. maj 2006 har afholdt det første fællesmøde mellem de to kommunalbestyrelser.

Mødet var en opfølgning på den indgåede samarbejdsaftale, der blev godkendt af Maniitsoq og Sisimiut Kommunalbestyrelser i februar måned.

På mødet blev der identificeret og prioriteret konkrete samarbejdsprojekter indenfor samarbejdsaftalens fire hovedområder:

Samarbejde om overtagelse af Hjemmestyre-opgaver

Maniitsoq og Sisimiut Kommunalbestyrelser fandt det vigtigt, at arbejdet med at overdrage ansvarsområder fra Hjemmestyret til de to Kommuner påbegyndtes med det samme.

Begge kommuner fandt det hensigtsmæssigt, at Hjemmestyret:

  • straks overdrager anlægsområdet
  • får fordelt midler til kommunal anlæggelse af nødvendige døgn- og handicapinstitutioner
  • får påbegyndt overdragelsen af forsyningsområdet med oprettelsen af lokale brugerbestyrelser

Samarbejde om udveksling af erfaring og personale

Maniitsoq og Sisimiut Kommunalbestyrelser finder grobund for udveksling af erfaring og personale de to kommuner imellem indenfor følgende områder:

  • udarbejdelse af politikker og handlingsplaner indenfor det sociale og uddannelsesmæssige område samt personaleområdet
  • udarbejdelse af fælles standarder for indkøb, servicekontrakter og udbudsmateriale

Samarbejde om uddannelse af medarbejdere

De to kommunalbestyrelser kunne også se potentiale for at:

  • påbegynde fælles uddannelse af deres personale i sekretariater og bygdeadministration samt på det tekniske område
  • opstarte decentral pædagog uddannelse
  • være med til at sikre uddannelse af idrætsledere i foreningsregi

Samarbejde om erhvervsudvikling

Den fysiske nærhed mellem de to kommuner bør også udnyttes til at udvikle kommunernes fælles erhvervspotentialer, især indenfor:

  • turisme hvor begge kommuner kan byde på adgang til Indlandsisen, mulighed for adventure skisport, topklasse indenfor fiskeri og særegne oplevelser for krydstogtskibe men på hver sin måde
  • Kangerlussuaq området med bl.a. mineralefterforskning og udbygning af jagtfaciliteter
  • Iværksætteri indenfor hver kommunens spidskompetence

Det videre arbejde

De respektive fagudvalg og fagforvaltninger i de to kommuner vil nu fortsætte arbejdet med at gennemføre de identificerede og prioriterede samarbejdsprojekter.

I første omgang hver for sig i de forskellige fagforvaltninger og fagudvalgene, derefter med fællesmøder mellem de tilsvarende fagudvalg i de to kommuner og endelig kulminerende med et genbesøg fra Maniitsoq Kommunalbestyrelse i Sisimiut i slutningen af dette år.

Det er de to borgmestres håb, at den positive samarbejdsånd og fremgang i konkrete resultater fra møde til møde vil fortsætte til fordel for borgerne via bedre og billigere serviceniveau i de to kommunerne.

Sålænge at vi fortsætter fremdriften i samarbejdet, vil det være uhensigtsmæssigt og ødelæggende, hvis Landstinget vil tvinge nye ugennemtænkte og omkostningstunge strukturer ned over os. Til gengæld er vi klar til arbejdsopgaverne som foreslået af strukturudvalget, slutter de to borgmestre.