Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik vil sammenlægges

25. november 2006: Pressemeddelelse efter et fællesseminar i Narsaq. Kopi af det efterfølgende brev til Landsstyret kan hentes her.
Bilag

Kommunalbestyrelserne fra Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik kommuner har på møde den  24. – 25. november 2006 besluttet at sammenlægge de tre kommuner til en fælles kommune pr. 1. maj 2009. Såfremt Arsuk og Ivittuut måtte ønske at komme med i denne nye kommune fremfor at blive sammenlagt med Paamiut og Nuuk er de velkomne i den nye sydgrønlandske kommune.

Der ønskes indledt forhandlinger med Tassiilaq kommune og landssstyret med henblik på en ændret kommunegrænse i Østgrønland, således denne kommer til at gå ved Timmiarmiut.

Formålet hermed er at give borgerne den bedst mulige service. Indenfor hvert fagomåde vil der blive arbejdet med en harmonisering af de forskellige serviceydelser, således at der kan ske en ensartet servicering af borgerne. Dette vil ske indenfor de eksisterende økonomiske rammer.

Der skal ske en harmonisering af skatteprocenterne i de tre kommuner i forhold til en kommende fælles kom­mune. Der skal samtidigt ske en økonomisk klarlægning af økonomiske forpligtigelser og økonomiske aktiver.

Den kommende fælles kommune vil blive decentral kommune med tre hovedbyer, der hver vil få en ligelig fordeling af fagforvaltningsledelser, idet der vil blive opretholdt fagforvaltningsafdelinger og serviceorganer i de enkelte byer. Ingen af kommunerne ønsker at anvende den kommende fælles kommunens midler til byggeri af nye kontorfaciliteter eller personalebyggerier til overført personale, men derimod til gavn for borgerne.

De tre kommuner har ud fra et ønske om en ensartet behandling af personalet, besluttet at give alle ansatte ansættelsesgaranti, således at der sker en overførsel af personalet til den kommende fælles kommune på u­ændrede ansættelsesvilkår. Det er vigtigt at personalet gives en tryghed samt at de inddrages i sammenlægningsprocessen.

Der er enighed om at opretholdelse af bygdebestyrelserne i en fremtidig fælles kommune, idet der dog åbnes for mulighed for frivillig sammenlægning af bygdebestyrelser med geografisk nærhed.

Der oprettes en projektorganisation med politisk projektgruppe bestående af borgmestrene samt en repræsentant fra hver kommunalbestyrelse med kommunaldirektørerne som tilforordnede, og med kommuneforeningens sekretariatsleder som sekretær. I tilknytning hertil oprettes en politisk følgegruppe med en repræsentant fra hver af de politiske partier. Såfremt landsstyret vil finansiere udgifterne til ansættelse af en koordinator, ansættes en sådan. I forbindelse med fagområdedrøftelser kan udvalgsformænd, bygdebestyrelsesformænd m.v. tilforordnedes. Den administrative projektgruppe består af kommunaldirektørerne samt stedfortræderen for kommunaldirektøren eller en anden for­valtningschef udpeget af de enkelte ledergrupper. I forbindelse med fagområdedrøftelser kan forvaltningschefer eller andre tilforordnedes projektorganisation. Personalet inddrages i arbejdet.

De tre kommuner vil overfor Landsstyret kræve at der hurtigst muligt og i god tid inden 2009 sker en afklaring af hvilke opgaver der skal overføres fra centralt hold til de nye kommuner. Der er ligeledes enighed om at disse nye opgaver skal fordeles ligeligt på de tre byer.

Der er afslutningsvis enighed om at arbejde i henhold til den af KANUKOKA opstillede tids-og handlingsplan, dog således at der sker en aftale og klarlægning indenfor delområderne allerede inden de kommende sammenlægningsudvalg tiltræder.

Lad dette være en ny start for en udvikling af et stærkt Sydgrønland med menneskene i centrum.

Narsaq, den 25. november 2006.

Kiista P. Isaksen
Borgmester
Narsaq          

Simon Simonsen
Borgmester
Qaqortoq 
Kristine Raahauge
Borgmester
Nanortalik