|
Da jeg bladrede lidt i forskellige ordbøger, bekræftede jeg det, som jeg allerede vidste: Låneordet ”kommune”, som vi dagligt benytter og hører om adskillige gange, har i stamordet ’fællesskab’ indbygget i betydningen. Netop derfor beskæftigede jeg mig lidt med fællesskab og det at løfte i flok – eller ”solidaritet” – på De grønlandske kommuners landsforenings årlige delegeretmøde i Ilulissat for nylig. Ifølge min samfundsforståelse bør ethvert godt fællesskab sætte mennesket i centrum, og fundamentet for dette fællesskab bør være nærdemokrati. Derfor spurgte jeg: Selvom der kommer kommunesammenlægninger, og vi fortsat sætter mennesket i centrum og lægger vægt på borgernes medindflydelse - hvad har vi så at være bange for? Jeg har bemærket mig, at kommunernes delegerede har vist god forståelse og støtte for dette synspunkt. Tidens krav Nutidens kommunalinddeling i vort land er historisk betinget og tog udgangspunkt i datidens økonomiske og kommunikationsmæssige organisationsmuligheder, og inddelingen har i mange år været fungeret hensigtsmæssigt og godt. I dag har forholdene og mulighederne dog ændret sig, og nu er tiden inde til nyorientering og organisering. Vort land ændrer sig ikke rent kvadratmetermæssigt, men telefon- og computerområdets, d.v.s. informationsteknologiens, udvikling åbner nye muligheder, så afstande ikke længere har afgørende betydning. Denne udvikling sammenholdt med befolkningens ønske om mere økonomisk selvbårenhed nødvendiggør effektivisering og rationalisering af administrationsapparatet. Når vi diskuterer administrationen, er der ikke langt til diskussionen om fornyelse og reorganisering af kommunale myndighedsområder. Selvfølgelig kan vi ikke uden videre anvende Bornholms sammenlægning af fem kommuner som forbillede, da vores land er så langstrakt og der ikke er etableret veje mellem byerne. Men kommunesammenlægninger - det er tidens krav. Det aktuelle spørgsmål er så, hvordan dette kan realiseres under respekt for nærdemokratiet og med fællesskab og solidaritet som fundament. Jeg er, som formand for kommunernes landsforening, selvfølgelig ikke på forhånd bundet til en bestemt løsningsmodel - jeg har ej heller set forslag på konkrete forslag endnu. Da kommunesammenlægninger imidlertid er sat som mål, er tiden inde til konstruktiv debat og fremlæggelse af klare forslag. Derfor vil jeg med mit bidrag gerne være med til at åbne for en realistisk og konstruktiv debat ved at anføre konkrete muligheder til kommunesammenlægninger og ved at rejse spørgsmål om, hvordan det lokale demokrati kan sikres. Hvilke kommuner skal sammenlægges? · Kommune 1: Qaanaaq, Upernavik og Uummannaq · Kommune 2: Qeqertarsuaq, Ilulissat, Qasigiannguit, Aasiaat og Kangaatsiaq · Kommune 3: Sisimiut, Maniitsoq, Ittoqqortoormiit og Ammassalik · Kommune 4: Nuuk · Kommune 5: Ivittuut, Paamiut, Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik Der skal ikke lægges vægt på min nummerering. Jeg har lavet foreløbig nummerering startende fra nord, da spørgsmålet om navne helt sikkert vil blive taget op senere. Læg mærke til, at der med hensyn til ”Kommune 3” ikke som udgangspunkt er tale om naboskab på kysten, da jeg ikke mener, at naboskab nødvendigvis er kardinalspørgsmål for indgåelse af et fællesskab. Før en eventuel kommunesammenlægning bør hver enkelt sammenlægning vurderes udfra erhvervsmæssige og økonomiske muligheder og samtidigt vurderes forbedrende synergieffekter ved sammenlægningen. Følgelig aktualiseres også spørgsmålet om, hvordan de forskellige kommunale forvaltninger - kultur og undervisning, miljø og teknik, arbejdsmarked og erhverv samt socialforvaltning - skal styres og organiseres. Hvis ”Kommune 1” bruges som eksempel, kunne styringen af kultur og undervisningsområdet så ikke varetages fra Qaanaaq, miljø og teknik fra Upernavik og arbejdsmarked og erhverv fra Uummannaq? Hvordan sikres medindflydelse? Nærdemokrati og medindflydelse praktiseres i dag gennem folkevalgte kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser. Grundformen som sådan kan fortsætte i fremtiden, men bør dog tilpasses nye forhold. Der vil selvfølgelig på landsbasis blive mærkbart færre kommunalbestyrelsesmedlemmer. Samtidig hermed kan den nutidige organisering af det nære demokrati, som i bygderne udmøntes via bygdebestyrelserne, så alle borgere i hvert lille krog af vort land er sikret medindflydelse, videreudvikles i form af ”lokale bestyrelser” gældende for alle (også for byerne). Når alt dette er tilrettelagt, bliver spørgsmålet tilbage om man eksempelvis i ”Kommune 5” skal på forhånd fordele de måske 17 kommunalbestyrelsesmedlemmer ud fra indbyggertallet til Ivittuut, Paamiut, Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik - eller om medlemmerne skal vælges i én fælles pulje, ligesom det vi kender fra Landstingsvalget, hvor der ikke er lokale valgkredse. Fordele og ulemper Der kan tillægges fordele og ulemper i alle tiltag. Derfor bør vi også i debatten huske på dette: Kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser er ordninger, der er til for at sikre lokal demokrati. Det er borgerne selv, der skal udfylde ordningerne og give dem mening. Borgerne skal ved optimal brug af disse ordninger kunne bevare og udvikle nærdemokratiet i en stadig omskiftelig verden. Her kan de forskellige partier og foreninger passende føre an med oplysning og bevidstgørelse hvad angår politiske målsætninger, politisk arbejde og mulighederne for medindflydelse. Det er derfor, at jeg bliver ved med at stille spørgsmålet: Selvom der kommer kommunesammenlægninger, og vi fortsat sætter mennesket i centrum og lægger vægt på borgernes medindflydelse - hvad har vi så at frygte? |
