|
Den 2. december 2003
Kommissorium for Strukturudvalg
Ændrede forudsætninger for kommunerne
Der er sket væsentlige ændringer i de forudsætninger, som ligger til grund for indretning af den kommunale sektor siden det første valg til kommunalbestyrelserne i 1951, siden byrde- og opgavefordlingsudvalgets betænkning i 1973 og siden Kommunalreform Kommissionens betænkning i 1994. I denne periode har befolkningens ønsker til indholdet af den offentlige service ændret sig i takt med fremkomsten af ny viden, teknologiske forandringer samt ny lovgivning. Samtidig er de faglige forudsætninger for løsning af de offentlige opgaver ændret. I de senere år har flere kommuner igangsat drøftelser om samarbejder på tværs af kommunegrænserne og nogle kommuner har fremført tanker om egentlige kommunale sammenlægninger. I perioder har nogle kommuner fået løst opgaver med bistand fra Hjemmestyret eller andre kommuner. Disse nye måder at løse opgaver understøttes af den nye Informationsteknologi. Visioner og grundlæggende værdier for kommunestyret Kommunernes måde at indrette sig på og løse opgaverne skal understøtte nærdemokratiet, sikre borgerne en god service uanset om de bor i en bygd eller i en by. Effektiv kommunal opgaveløsning handler om, at nå de mål man sætter sig på bedst og billigst måde. En forudsætning for dette er en kommunal struktur, der stimulere gode faglige miljøer, sikre kompetenceudvikling og fastholder de ansatte i længere tid. Borgerne har krav på samme behandling uanset hvilken offentlig myndighed, der behandler deres sager, og uanset hvor i landet man bor. Retssikkerheden og lighedsprincippet skal være bærende elementer i arbejdet med kommunereformen., som også inddrager problemer omkring inhabilitet. Udnyttelse af IT inddrages i analyser af den politiske og den administrative kommunale struktur. Strukturudvalget vil i dets arbejde inddrage beslutninger truffet på baggrund af Selvstyrekommissionens betænkning. Fokus på to områder I forbindelse med forarbejdet til nedsættelse af et Strukturudvalg har en Forberedelsesgruppe identificeret to områder, hvor embedsmænd fra Hjemmestyret og kommunerne har iværksat udredningsarbejde med henblik på at fremlægge forslag til politisk beslutning. Disse områder er: 1. Lovgivningen. Der er nedsat en arbejdsgruppe som er i gang med at gennemgå Den kommunale Styrelseslov med henblik på i første omgang fjerne hindringer for kommunale samarbejder og lette egentlige frivillige kommunesammenlægninger. De første konkrete ændringer til loven er udarbejdet. Undervejs skal anden lovgivning gennemgås med samme mål. 2. IT-teknologi. Udnyttelse af IT i den offentlige sektor bliver et væsentlig del af det kommende udredningsarbejde. Udnyttelse af den nye Informations- og kommunikationsteknologi indgår som en væsentlig faktor ved overvejelser om nye måder at løse opgaver på og nye fremtidige kommunale strukturer. Strukturudvalgets kommissorium Forberedelsesgruppen anbefaler, at Landsstyret nedsætter et sagkyndigt strukturudvalg, der får til opgave at tilvejebringe en teknisk og faglig analyse, der kan udgøre et beslutningsgrundlag for ændringer i rammerne for løsning af hele den offentlige sektors opgaver. Strukturudvalget skal med udgangspunkt i de grundlæggende værdier vurdere fordele og ulemper ved alternative modeller for indretninger af den offentlige sektor og på denne baggrund komme med anbefalinger til ændringer, som er holdbare over en længere årrække. Der skal foretages analyser og fremsættes forslag, der understøtter mulighederne for at udbygge forskellige former for samarbejde på tværs af eksisterende kommunegrænser, samt for at kommuner igangsætter egentlige sammenlægninger af kommuner. I den forbindelse anmodes strukturudvalget om: 1. at vurdere fordele og ulemper ved forskellige modeller for en ændret byrde- og opgavefordeling i den offentlige forvaltning 2. med udgangspunkt i de forskellige modeller at foretage en vurdering samt fremkomme med forslag om, hvilke geografiske og befolkningsmæssige kriterier, herunder hvilke kommunestørrelser, der bør lægges til grund i en fremtidig kommunestruktur. Strukturudvalget er forpligtet til under dens arbejde, at holde Landsting, Landsstyre, kommunerne og borgerne underrettet om dens arbejde. Strukturudvalget skal løbende søge politisk mandat, så den arbejder i politisk retning udstukket af samfundets beslutningstagere. Dette kan eksempelvis ske via afrapportering medio 2004 og medio 2005. Undervejs udarbejdes debatoplæg om forskellige temaer. Strukturudvalget skal afslutte sit arbejde senest medio 2005. Strukturudvalgets sammensætning Forberedelsesgruppen anbefaler, at Strukturudvalget sammensættes af personer med stort kendskab til og engagement i samfundsudviklingen i Grønland. Personer – fagfolk og eksperter – med kendskab til Hjemmestyrets og kommunernes arbejde. Udpegningen sker som følger:
Strukturudvalgets sekretariat varetages af Hjemmestyrets Indenrigskontor i tæt samarbejde med KANUKOKA. |