Modeller på ny kommunesammensætning

8. september 2004: Strukturudvalget har holdt et nyt møde, hvor visionerne om større kommunale enheder samt bedre og enklere borgerbetjening blev konkretiseret.
Strukturudvalget har til borgmestre og kommunaldirektører, der samledes i Uummannaq i weekenden, gjort rede for sit hidtidige arbejde. Redegørelsen, der indeholder foreløbige anbefalinger om principper for fremtidig fordeling og strukturering af arbejdet i den offentlige forvaltning, blev taget til efterretning af kommunalpolitikerne.

Efterfølgende har udvalget holdt et nyt møde, hvor visionerne om større kommunale enheder samt bedre og enklere borgerbetjening blev konkretiseret.

Strukturudvalget lægger op til, at Hjemmestyret i fremtiden kun tager sig af lovgivningsopgaver, mens driftsopgaver lægges ud til regionerne, det vil sige kommunerne. Det giver borgmestre og kommunalbestyrelser mere handlefrihed og flere ansvarsområder end de har nu. For eksempel kan anlægsområdet, sundhedsvæsenet samt servicekontrakter for trafik og transport lægges ud til de nye regioner. Men så skal de nuværende kommunale enheder sammenlægges for at kunne løfte opgaverne, og en kommune (en region) skal som minimum have 7.000 indbyggere.

Udvalget vil som udgangspunkt pege på tre muligheder - modeller - for fremtidens kommunesammensætning:


Model A:

Disko + Nord (Kangaatsiaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Qaanaaq)

Vest + Øst (Sisimiut, Maniitsoq, Ittoqqortoormiit, Ammassalik)

Midtvest (Nuuk, Paamiut, Ivittuut)

Syd (Narsaq, Qaqortoq, Nanortalik)


Model B:

Disko (Kangaatsiaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq)

Vest (Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk)

Syd (Paamiut, Ivittuut, Narsaq, Qaqortoq, Nanortalik)

Yderområder (Qaanaaq, Upernavik, Ittoqqortoormiit, Ammassalik)


Model C:

Nord (Uummannaq, Upernavik, Qaanaaq)

Disko (Kangaatsiaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat)

Nordvest (Sisimiut, Maniitsoq)

Sydvest (Nuuk, Paamiut, Ivittuut)

Syd (Narsaq, Qaqortoq, Nanortalik)

Øst (Ittoqqortoormiit, Ammassalik)


Strukturudvalget vil tage disse muligheder op i sit videre arbejde og sine drøftelser med kommunabestyrelser samt kommende offentlige debatmøder.

Udvalget skal til sommeren 2005 være færdig med et forslag til en ny opgavefordeling i den offentlige forvaltning, herunder ny kommunestruktur.

Med venlig hilsen

Martha Labansen
formand