|
Udøvelse af den funktionelle havnemyndighed
Havnemyndighedens opgavesæt er af administrativ karakter, og drejer sig i store træk om at regulere forholdene indenfor myndighedsområdet, herunder bl.a.:
-
Afvikle skibstrafikken og anvise liggeplads
-
Samarbejde med skibstilsynet vedr. sikkerhed på skibe
-
Anvise plads til oplægning af skibe i samarbejde med de kommunale myndigheder
-
Notere skibe, der forvolder skade på anlæggene
-
Holde opsyn med ordenen på havnens arealer
-
Opkræve og afregne havneafgift
Vedligeholdelsen af de enkelte hjemmestyreejede anlæg varetages af IAPP, som bliver holdt orienteret om tilstanden af den funktionelle havnemyndighed og andre brugere, bl.a. rederierne og kommunerne.
Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 14 af 14. maj 2002 om udøvelse af havnemyndigheden.
I medfør af § 4 i Landstingforordning nr. 4 af 29. oktober 1999 om anlæg, vedligeholdelse og drift m.v. af Hjemmestyrets havneanlæg fastsættes:
§ 1. Den centrale havnemyndighed udøves af Landsstyret. Stk. 2. Den lokale, funktionelle havnemyndighed udøves efter bemyndigelse af Landsstyret. Stk. 3. Den centrale havnemyndighed har instruktionsbeføjelserne over for den lokale, funktionelle havnemyndighed.
§ 2. I havnene i byerne Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Tasiilaq udøves den lokale, funktionelle havnemyndighed af Royal Arctic Line A/S. Stk. 2. I havnene i byerne Kangaatsiaq, Qeqertarsuaq, Qaanaaq og Ittoqqortoormiit udøves den lokale, funktionelle havnemyndighed af KNI Pilersuisoq A/S. Stk. 3. I havnene i bygderne Narsarssuaq og Kangerlussuaq udøves den lokale, funktionelle havnemyndighed af Mittarfeqarfiit. Stk. 4. Bortset fra de i stk. 3 nævnte bygder varetager KNI Pilersuisoq A/S tillige den lokale, funktionelle havnemyndighed i de bygder, hvori KNI Pilersuisoq A/S er repræsenteret.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2002.
Grønlands Hjemmestyre, den 14. maj 2002
|