Økonomidirektoratets planlægningsafdeling udsendte i juli 1993 et notat om håndhævelse af reglerne om arealanvendelse og planlægning for at vejlede kommunerne i sager om ulovligt byggeri eller anden ulovlig arealanvendelse.
Tilsynet med overholdelse af bestemmelserne om arealanvendelse og planlægning er pålagt kommunerne. Det er også kommunernes ansvar at tilrettelægge tilsynet. Formålet med notatet er at forebygge fejl i sagsbehandlingen af håndhævelsessager. Sådanne sager må opgives - eller kan ikke føre til domfældelse - hvis der er fejl eller mangler i den administrative sagsbehandling i kommunen.
Notatet indeholder en række praktiske anvisninger på fremgangsmåden i håndhævelsessager, samt paradigmaer, der kan åbnes og rettes til i sagsbehandlerens tekstbehandling. Der er eksempler på skrivelser vedrørende Standsningsmeddelelse, Varsling ved lovliggørelsespåbud, Lovliggørelsespåbud efter varsling, samt Politianmeldelse.
Alle skrivelserne er tilgængelige både i Word- og RTF-format. RTF-filer kan åbnes i alle typer tekstbehandling. Alle henvisninger til Grønlands Bygningsreglement, 1982, er markeret med gult. Det nye bygningsreglement har netop været i høring og vil sandsynligvis blive vedtaget i nærmeste fremtid. Til den tid vil vi naturligvis rette henvisningen i bilagene. Forslag om bygningsreglement, bemærkninger til forslaget, samt e-konference læses på http://www.kanukoka.gl/2004/