Landsplandirektiv

Naalakkersuisut har den 10. februar 2011 godkendt Landsplandirektiv for det åbne land.

Direktivet er af Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik offentligt bekendtgjort som endeligt gældende den 30. marts 2011 ved følgende annoncering.

Indledning

På EM2008 vedtog Inatsisartut en overdragelse af forvaltningen af det åbne land fra Naalakkersuisut til kommunerne. I denne forbindelse har Landsplanafdelingen under Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik har tilvejebragt et forslag til landsplandirektiv for det åbne land. Landsplandirektivet fastsætter bestemmelser for delområder i det åbne land, hvilket vil sige delområder uden for byer og bygder.

Landsplandirektivet skal sikre, at der foreligger bestemmelser for det åbne land, når myndighedsansvaret overdrages til kommunerne pr. 1. januar 2011. Kommunerne skal anvende disse bestemmelser som grundlag for kommune-planlægning og arealadministration i det åbne land.

Baggrund

Med den seneste ændring af plan- og areallovgivningen på EM2010 skal det åbne land inddeles i delområder på linje med inddeling af byer og bygder i delområder. Det åbne land inddeles i følgende delområder:

  • K. Områder til fritidshytter og sommerhuse m.v.
  • L. Områder af særlig rekreativ karakter
  • M. Områder udlagt til fåreholdersteder, landbrug, havbrug, skovbrug, hundeøer m.v.
  • N. Områder til teknik og infrastruktur m.v.
  • O. Områder, der friholdes.

O-områder underinddeles i:

  • O-I. Områder udlagt til ekstensiv græsning
  • O-II. Udisponerede områder
  • O-III. Vildmark

Disse delområdekategorier er tilvejebragt på baggrund af et arbejde omkring det åbne land, hvor der har været nedsat en tænketank. Tænketanken har afholdt to seminarer i henholdsvis 2007 og 2008. Med Landsplandirektivet bliver det første gang, der laves en områdeinddeling for hele det åbne land.

De foreslåede geografiske afgrænsninger og placeringer af de enkelte delområder kan også ses på NunaGIS (www.nunagis.gl).

Landsplandirektivet træder i kraft samtidig med, at myndighedsansvaret for planlægning og arealanvendelse i det åbne land overdrages fra Naalakkersuisut til kommunerne den 1. januar 2011.

Retsvirkninger

Med landsplandirektivets offentlige bekendtgørelse, må arealer, bygninger og anlæg, der er omfattet af direktivet, kun udnyttes eller bebygges på en måde, der er i overensstemmelse med direktivet.

Kommunalbestyrelsen i de enkelte kommuner skal virke for landsplandirektivets gennemførelse, herunder ved tildelingen af arealer.

Klagevejledning

Det offentligt bekendtgjorte Landsplandirektiv kan ikke påklages til nogen forvaltningsmyndighed. Landsplandirektivet kan indbringes for domstolene.