Museumsleder Rie Oldenburgs præsentation af kultur- og aktivitetshuset A-21 i forbindelse med åbningen i 2005:
På Grønlands Nationaldag d. 21. juni 2005 åbnede Narsaq Kommune et nyt kultur- og aktivitetshus i Narsaq. Vi kalder det "A-21", for at signalere, at vi her vil arbejde med DAGSORDEN FOR UDVIKLINGEN I DET 21 ÅRHUNDREDE, "Agenda 21". En international plan - som Grønland har tilsluttet sig – for, hvordan vi indretter vor tilværelse under hensyntagen til miljøet – vore omgivelser og vore medmennesker. Både lokalt og som eksempel for andre. Og ved også i A-21 at gennemføre Landsstyrets folkesundhedsprogram styrker vi den enkelte og medvirker forhåbentlig til gøre tilværelsen bedre for dem, der har brug for dét.

A-21 er Narsaqs nye kultur- og aktivitetshus
Huset er indrettet i en ældre, bevaringsværdig bygning, byens første elværk, der på denne måde får nyt liv. Bygningen er købt på favorable vilkår af Pilersuisoq og overdraget til Forebyggelseskonsulenten og Museumslederen.
A-21 vil gøre Narsaq til foregangskommune indenfor den bæredygtige udvikling, løfte det forebyggende arbejde og sundhedsfremmende arbejde og give byens borgere og turister et stærkt tiltrængt samlingssted med café, læsehjørne, internetafdeling. Samtidig vil vi eksperimentere med udstilingsformerne i en ny kulturhistorisk udstilling, og får smukke rammer til særudstillinger og foredrag i fremtiden
Vi har i mange år manglet et sted til det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, så A-21 bliver et sted, som vi kommer til at bruge flittigt. Og samtidig er vi stolte over, at vi i Narsaq har tæt samarbejde og fælles arbejdsplads for Forebyggelse og Museum.
Vi har mange planer og ønsker for huset. Lige nu er vi i fuld gang med at istandsætte det indvendig og indrette det. Det må ikke koste penge, for dem har vi ikke. Til gengæld har mange allerede hjulpet og støttet os, med arbejdskraft eller ting, bl.a fra Royal Greenland Academy, Narsaq kommune og Brugsen.
Vi går ind for genbrug – slidt er smukt – vi behøver ikke arkitekttegnede møbler og fine træsorter, bare det opfylder de nødvendige funktioner. Indtil videre har vi kun måttet indkøbe maling (og kaffe !), alt træ er genbrug, fra byggeriet her eller fra museet. Og sådan vil vi fortsætte. For store nyanskaffelser har vi søgt fonde om støtte, og har allerede fået hjælp fra NUNA fonden og Grønlands Hjemmestyres kulturfond. Kommunalbestyrelsen støtter os, børnene hjælper til og vi har mødt stor forståelse fra alle sider her i kommunen. På denne måde kan også en lille fattig kommune få kulturhus !
Læs mere om projektet i Narsaq her
Med venlig hilsen
Rie Oldenburg, museumsleder.