|
Resumé
Projektets formål er at opbygge viden om emissioner fra affaldsforbrændingen i Grønland, herunder især dioxin- (PCDD/PCDF-) og tungmetalemissioner, samt at bidrage til en reduktion af disse miljø- og sundhedsskadelige emissioner.
Projektet omfatter tre faser:
1. Videnindsamling vedrørende emissioner fra primitive affaldsforbrændingssystemer, så
som forbrænding på åben mark (dumpen) og i små destruktionsovne.
2. Registrering af driftsforholdene samt måling af emissioner i relation til driftsbetingelserne
på et repræsentativt udvalg af bygdeforbrændingsanlæg samt på affaldsforbrændingsan-
læggene i Nuuk, Sisimiut og Qaqortoq.
3. Videnformidling til lokalt ansvarligt personale og lokalt ansvarlige ledere om emissioner
fra affaldsforbrændingen, samt anvisninger til, hvordan emissioner minimeres ved optime
ring af anlæggenes drift og affaldssortering/blanding.
I juni og september 2001 samt i april 2002 har Teknologisk Institut gennemført omfattende emissionsmålinger på affaldsforbrændingsanlæg i hhv. Nuuk-, Sisimiut- og Qaqortoq-områ-det. Målingerne fokuserer på forbrændingskvalitet samt på emissioner af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, heriblandt især persistente organiske forurenende stoffer (POP) som PAH og PCDD/PCDF og uorganiske stoffer som tungmetaller.
Målingerne er foretaget på forbrændingsanlæggene i Nuuk, Sisimiut og Qaqortoq, på destruktionsovne i bygderne Kapisillit, Qeqertarsuatsiaat, Itelleq, Sarfannguaq, Alluitsup Paa, Eqalugaarsuit og Qassiarsuk samt på sygehusaffaldsforbrændingsovnen i Nuuk. Følgende emissioner er målt i røggassen:
Partikler, kulilte (CO), kvælstofilter (NOX), saltsyre (HC1), flussyre (HF), PolyAromatiske-Hydrogencarboner (PAH), dioxiner (PCDD/PCDF) og tungmetallerne bly (Pb), chrom (Cr) kobber (Cu), mangan (Mn), nikkel (Ni), arsen (As), cadmium (Cd) og kviksølv (Hg).
For flere stoffers vedkommende overskrider de målte emissioner de danske og de europæiske grænseværdier. Nogle afmåleværdierne er foruroligende høje. Måleresultaterne fremgår af tabel log 2 i rapportens kapitel l (Konklusion). Nævnte grænseværdier, som er er medtaget for at formidle måleværdiernes størrelsesorden, fremgår ligeledes af tabellerne. Ifølge oplysninger fra Direktoratet for Natur og Miljø er disse grænseværdier ikke gældende for Grønland.
Til afslutning giver rapportens forfattere følgende anbefalinger:
Der kan ikke umiddelbart peges på et godt alternativ til affaldsforbrændingen. Men forbrænding i primitive ovne eller åben forbrænding frarådes dog stærkt. De aktuelle målinger viser at indholdet af dioxin og tungmetaller er foruroligende højt ved forbrænding af affald i bygdeforbrændingsanlæg og ved åben afbrænding
For at mindske emissionerne foreslå de følgende overordnede tiltag:
-
Open burning, som er den største kilde til dannelse og spredning af miljøgifte, bør indstilles.
-
Det bør undersøges, om der findes realistiske alternativer til forbrænding.
Hvis forbrænding fortsat er den mest realistiske løsning for affaldsbortskaffelse, bør proceskvaliteten højnes. Her kan indgå følgende tiltag:
DMN bør beskrive konsekvenserne for tilvejebringelse af forbrændingskapacitet, som kan erstatte åben afbrænding. Scenarier med indsamling af affald og transport til nærmeste større forbrændingsanlæg bør overvejes.
-
Det bør undersøges om de eksisterende bygdeforbrændingsovne kan ombygges, således at kravene til tempetratur, opholdstid og luftoverskud overholdes. De nuværende ovne har alvorlige mangler, således at konstruktionen umuliggør en fuldstændig forbrænding af uønskede organiske forbindelser i røggassen. Røggasserne, som indeholder de uforbrændte stoffer forlader fyringskammeret med alt for lav temperatur, hvorefter de passerer to røgtræk, som er luftkølede på ydersiden. Udstrålingen gør, at røggasserne afkøles yderligere, hvorved CO, PAH og dioxin føres uændret til skorstenen. Der bør etableres et udmuret og varmeisoleret efterforbrændingskammer, hvor røggasserne kan forændes under kontrollerede forhold. Det betyder ikke noget, at der genereres en masse uforbrændte stoffer i fyrkammeret, når blot efterforbrændingsforholdene bringes i orden.
Efterforbrændingen er alfa og omega for reduktion af organiske skadestoffer.
Endvidere bør skæve frontdøre, nedfaldet murværk og andre skader på ovnene repareres. Forbrændingen kan aldrig blive tilfredsstillende, når aggregatet er utilstrækkeligt eller defekt.
-
Alternativt bør det undersøges, om det er teknisk og økonomisk realistisk at etablere andengenerations bygdeanlæg, som lever op til de nye emissionsgrænser eller alternativt kan sikre en væsentlig reduktion af emissionerne. Der findes mindre specialovne, som kan overholde emissionskravene, men de er naturligvis tilsvarende dyre.
-
Udarbejdelse af en plan for undervisning af driftspersonalet. Undervisningen bør fokusere på grundlæggende forbrændings- og miljøteknik. Et kursus kan indeholde: affaldshåndtering, brændværdi, fugt i affald, forbrændingstemperatur, lufttilsætning (primær- og sekundaærluft) luftoverskud, forbrændingsprocessernes faser, sod, CO, og organiske forbindelser i røggassen, emissioner (skorsten og aske) arbejdshygiejne og sikkerhed.
-
Opstramning i forbindelse med sortering og bortskaffelse af miljøfarligt affald. Affald, der indeholder tungmetaller samt spildolie, bør ikke forbrændes i bygderne. PVC bør heller ikke brændes i bygderne. PVC er hovedkilden til dioxindannelsen ved forbrænding. PVC findes som isoleringsmateriale på elektriske kabler, VVS-installationer, tagrender, nedløbsrør og andre plastemner. PVC kan identificeres ved, at det har en større vægtfylde end vand. Hvis plastemnet synker ned i vand, er det formentlig PVC. En anden simpel test kan foretages med en simpel kobbertråd, som stikkes ind i plastmaterialet. Hvis kobbertråden efter genopvarmning bliver grøn, er der tale om chlorholdig plast.
-
Driftpersonalets (fyrbødernes) kompetence bør højnes gennem ansættelser og/eller undervisning. Driftspersonalet bør som minimum kende forskel på CO2 og CO. På anlæg med CO-målere kan personalet øve si i at reducere CO-koncentrationen mest muligt. Kranføreren får erfaringsmæssigt hurtigt en fornemmelse af, hvilken indfyret grab affald, der giver mest CO (han skal kunne holde øje med CO-målerens visning). Herefter er det nemt at blande affald i slioen, således at CO-spidsværdierne reduceres eller fjernes helt. Ved mindre anlæg, hvor der ikke findes CO-målere, må fyrbøderen ty til røgfarven. Affald skal blandes og indfyres på en sådan måde, at den sorte røg undgås. Men igen, hvis teknikken er utilstrækkelig, kan personalet have svært ved at opnå gode resultater.
Ovenstående er redigeret af Kitte Vinter-Jensen, Projektkonsulent, KANUKOKA.
"Emissioner fra affaldsforbrænding i Grønland" -
Emissionsmålinger på affaldsforbrændingsanlæg i hhv. Nuuk-, Sisimiut- og Qaqortoq-området.
Udført for Namminersornerullutik Oqartussat – Grønlands Hjemmestyre af
Uwe Zielke, Mogens Kriegbaum, Kent Uhre Knudsen, december 2002 s. 129 – 130
|
