Flyveaske er et restprodukt fra affaldsforbrændingsanlæggene og har en høj koncentration af tungmetaller. Flyveaske vurderes at udgøre et af de største miljømæssige problemer i Grønland i dag. Den måde nogle kommuner p.t. håndterer flyveasken giver stor risiko for udvaskning af tungmetaller til det omkringliggende miljø og er dermed en potentiel miljø- og sundhedsmæssige risiko.
Direktoratet for Miljø og Natur støtter Sisimiut kommunes pilotforsendelse økonomisk på baggrund af rapporten: "Mulige løsninger for håndtering af flyveaske og slagger i Grønland" Carl Bro A/S 2003.
I rapporten konkluderer forfatterne bl.a., at den undersøgte flyveaske og slagge fra de grønlandske forbrændingsanlæg har et højt indhold af tungmetaller .
Direktoratet for Miljø og Natur er derfor interesseret i at få undersøgt om det er økonomisk og praktisk interessant at sende flyveasken til kontrolleret deponi i udlandet. Alternativt skal flyveasken deponeres miljømæssigt forsvarligt lokalt i Grønland. Det vil kræve etablering af sikrede deponier, der kræver en løbende kontrol og opsamling/behandling/bortskaffelse af de udvaskede tungmetaller. Der findes ingen sikrede deponier i Grønland i dag.
Sisimiut Kommune gør brug af en speciel aftale mellem Kanukoka og Mokana. Aftalen er baseret på en associerings- og samarbejdsaftale mellem de grønlandske kommuner og Mokana , der forpligter Mokana til at modtage alt problemaffald fra de grønlandske kommuner. Mokana påtager sig at bortskaffe flyveasken via sit moderselskab RenoNord til et sikret deponi i Norge i henhold til internationale regler. Mokana påtager sig administration og notifikation i forbindelse med den eksport af farligt affald, der således bliver mellem Danmark og Norge.
Direktoratet for Miljø og Natur støtter pilotprojektet med 35.000 kr. på den betingelse, at Sisimiut Kommune i forbindelse med pilotprojektet belyser de økonomiske omkostninger og praktiske forhold, der er forbundet forsendelsen.Afrapporteringen kan hentes her.