|
Pilotprojektet til kildesortering af farligt affald i Nuuk Kommune er startet i marts 2004. Informationsmateriale til beboerne i forsøgsområderne kan hentes som PDF-filer nederst på denne side.
Kanukoka har medvirket til at udvikle informationsmaterialet for pilotprojektet i samarbejde med Nuuk Kommune.
Informationsmaterialet består af flere dele:
1. En folder der tydeligt beskriver HVAD borgerne skal sortere fra og HVOR de skal aflevere det farlige affald. 2. Et personligt brev fra borgmesteren, der opfordrer borgerne til at gemme folderen og følge vejledningerne i folderen. Det begrundes også her, HVORFOR man ønsker at indføre kildesortering. 3. En Miljøpose, hvori det farlige affald kan opsamles og afleveres til viceværten. På posen er trykt faresymbolerne, samt en liste over de farlige stoffer, der skal behandles som farligt affald. 4. A3-plakater til affaldsstationen/viceværtens opsamlingssted.
Vi har valgt at dele informationerne i flere dele, fordi:
- målgruppen ikke nødvendigvis er stærke læsere. Man kan således vælge at springe brevet over og kun læse de nødvendige informationer i folderen.
- for at støtte læsningen er PIKTOGRAMMER brugt til at vise, hvilke affaldstyper, der er tale om. Disse piktogrammer går igen på plakaten. Det er vigtigt, at der er let genkendelige elementer for brugeren. Folk vil generelt gerne gøre noget for miljøet, men de gider ikke bruge lang tid på at finde ud af, hvad de skal gøre med affaldet. - for at støtte læsningen er der indsat et kort, der viser hvor affaldsstationen ligger. - endelig er informationerne adskilt for at folderen kan få en størrelse, der kan hænge på opslagstavlen eller køleskabet. Folk kan efter en rum tid ikke huske, hvad de skal gøre. Derfor opfordrer borgmesteren i brevet borgerne til at gemme den. Ved en landsdækkende kampagne vil vi anbefale, at der udformes en køleskabsmagnet, der udleveres sammen med folderen.
Kritik af materialet:
Vi vurderer allerede nu, at materialet kan forbedres inden det benyttes af andre kommuner: 1. Faresymbolerne på posen burde være trykt med den rigtige baggrundsfarve. Folk skal lynhurtigt forbinde symbolet på klorinflaksen med symbolet på miljøposen. 2. Listen over farlige stoffer er alt for lang og unødvendig. Den store informationsmængde kan hindre læsesvage og travle mennesker i at læse blot de almindelige informationer.
Viceværtsordningen:
Pilotprojektet i Nuuk Kommune består af en viceværtsordningen, der p.t. prøvekøres i 2 forsøgsområder i byen. Det ene forsøgsområde består af et boligområde med tæt/lav byggeri, mens det andet boligområde består af tre-etages boligblokke. Ved udvælgelse af områderne er der taget hensyn til viceværternes operationsområde.
Argumentet for valg af viceværtsordningen som pilotprojekt er, at: ” • En viceværtsordning omfatter samtlige udvalgte affaldsfraktioner. Det er såledesmuligt at afprøve forskelligt indsamlingsmateriel (plastboks til farligt affald, gitterbure til elektronikaffald mv.) og indsamlingslogistik. • I en viceværtsordning er det bærende element selve organisationen, hvor det er viceværten, der som ”ankermand” skal oplære og vejlede beboerne i kildesortering af husholdningsaffald. • En viceværtsordning omfatter en relevant brugergruppe, da 30-40% af den grønlandske befolkning bor i udlejningsboliger, som har en vicevært tilknyttet.” Carl Bro: ”Rapport Pilotprojekt vedr. kildesortering af miljøfarlige affaldsfraktioner.”, nov. 2003 s. 67.
Se også drejebogen , der beskriver flere forskellige kildesorteringsordninger.
Et vejledningsmateriale til viceværterne er på vej og vil ligge tilgængelig på www.kanukoka.gl så snart det er klar.
|