Der ligger en stor opgave foran landets kommuner med at få sorteret affaldet, så den miljøfarlige andel behandles forsvarligt og det ikke-brændbare affald neddeles og deponeres eller sendes ud af landet til destruktion. Målet er at fjerne så mange miljøfarlige stoffer fra vores nærmiljø som muligt og mindske forureningen fra forbrændingsanlæggene i hele Grønland.
Kildesortering skal være nemt
Kildesortering vil sige at man fjerner forureningen ved kilden. Man beder borgere og virksomheder sortere det farlige affald fra inden det afleveres til forbrænding, modtagestation eller dumpen. Der er ingen tvivl om, at majoriteten af borgere er interesserede i at holde vores nærmiljø rent og giftfrit, men det er de færreste, der vil bruge lang tid på det. Så det skal være let at finde ud af. Når kommunerne beder borgere og virksomheder kildesortere skal det være klart og tydeligt for enhver, i hvilke fraktioner man skal sortere i og ikke mindst, hvor affaldet skal afleveres.


Piktogrammer er løsningen
Det gøres lettest, især i et dobbeltsproget samfund, med letforståelige piktogrammer, hvor man med en enkel tegning kan se, hvilken fraktion det drejer sig om. En ensartet skiltning i hele Grønland vil gøre det nemmere for befolkningen at vænne sig til at være aktivt medvirkende til at behandle især farligt affald miljømæssigt forsvarligt.
Nuuk Kommune har i 2003 med midler fra Miljøstyrelsen fået udformet et pilotprojekt om kildesortering af miljøfarligt affald i Nuuk Kommune. I det kommende år vil Nuuk Kommune etablere forsøgsområder med kildesortering, således at borgere og virksomheder skal aflevere affald sorteret i dagrenovation, brændbart affald, ikke-brændbart affald, farligt affald, elektronik skrot, hårde hvidevarer, batterier, akkumulatorer og spildolie. Det er Nuuk Kommune, der har taget initiativ til at bede Kanukoka finansiere piktogramsystemet, fordi man mener at et fælles system for alle kommunerne vil gøre det lettere for borgerne at orientere sig. Kanukoka har bedt Direktoratet for Miljø og Natur hjælpe med finansieringen af selve systemet, mens Kanukoka bearbejder piktogrammer og tekster, så de passer til grønlandske forhold.

