Projektbeskrivelsen

Uddrag af "Temaplan for forbedring af affaldshåndtering i Upernavik Kommune". Temaplanen er p.t. under udarbejdelse og forventes færdig i foråret 2004.

3.1. Problem og projektidé

Problem. I forbindelse med Upernavik distriktets omstilling fra traditionelt fangersamfund til fanger-fisker samfund har Upernavik kommunalbestyrelse anvendt kommuneplanen som grundlag for vurderinger af udviklingsplaner i by og bygder.

I takt med udbygningen af fiskeriproduktionsanlæg i distriktet, den kraftige befolkningstilvækst og ændringerne i befolkningens forbrugsmønster er der opstået stigende affaldsproblemer.

Dette blev allerede påpeget i kommuneplanen i 1991/92, og i 1994/95 blev det erkendt i landsstyrets landsplanredegørelse, at der ikke mindst i Upernaviks bygder er et behov for en generel forbedring af velfærdsniveauet, hvor basale funktioner som affaldshåndtering, vandforsyning og boligforhold udgør et sundhedsproblem.

I KANUKOKA´s rapport ”Barrierer for en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig håndtering af affald i Grønland – en vurdering baseret på casestudier af håndtering og forvaltning af affald i 3 grønlandske kommuner” udarbejdet af Marie Leer Jørgensen i 2000 er der fremlagt en registrering og vurdering af væsentlige problemer med affaldshåndteringen i Upernavik kommune.

Projektidé. Kommuneplanlægningen i Grønland har været under udvikling de senere år, planrutiner er efterhånden indarbejdet, og i dag står kommunerne over for at revidere de foreliggende 1. generations kommuneplaner.

Hjemmestyret har forestået en løbende vejledning overfor kommunerne, hvor man i særlig grad har understreget behovet for at videreudvikle kommuneplanen som politisk værktøj og som redskab for en bedre koordinering af kommunernes anlægsønsker med hjemmestyrets finanslov.

Det bærende element i den forbindelse er kommuneplanens såkaldte planredegørelsesdel, hvor der redegøres for kommuneplanens forudsætninger og de politiske mål, kommunalbestyrelsen har sat for udviklingen i kommunen. I planredegørelsen fremlægges således de politiske og økonomiske vurderinger, der ligger til grund for udviklingsplanerne for byen (byplanen) og bygderne (bygdeplaner).

Planredegørelserne indeholder som regel et antal sektorplaner (boligplan, vejplan, miljøplan etc.), der hver især er opbygget med en statusbeskrivelse, efterfulgt af en målbeskrivelse – en ”politik” for området – og en prioriteret handlingsplan for initiativer.

Idéen i dette projekt er at udnytte den forestående revision af kommuneplanen til at sætte særlig fokus på affaldsproblemerne i kommunen. Upernavik kommune har vurderet, at der er behov for at gennemføre en sådan videregående planlægning for området, og at temaplanen skal danne grundlag for vedtagelse af en langsigtet strategi på området.

Ved at placere temaplanen som led i kommuneplanrevisionen opnås optimale muligheder for lokalpolitisk engagement, borgerinddragelse og koordinering med hjemmestyrets initiativer på området.

3.2. Aktører

Upernavik kommune. Upernavik kommune vil være den primære aktør. Dels skal temaplanen behandles og vedtages i kommunalbestyrelsen, dels har kommunalbestyrelsen besluttet at afsætte ressourcer til temaplanens udarbejdelse.

Hjemmestyret. Temaplanen forventes udarbejdet i et samarbejde med hjemmestyrets Direktorat for Infrastruktur og Boliger, der som overordnet planmyndighed bidrager med vejledning i forbindelse med kommuneplanlægning. Herudover vil arbejdet tage afsæt i hjemmestyrets affaldshandlingsplaner for Grønland.

KANUKOKA. Temaplanen vil også tage afsæt i de vurderinger og anbefalinger, der er fremlagt i rapporten ”Barrierer for en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig håndtering af affald i Grønland – en vurdering baseret på casestudier af håndtering og forvaltning af affald i 3 grønlandske kommuner”, hvor Upernavik kommune er en af de 3 involverede kommuner.

3.3. Andre initiativer

Temaplanen vil have sammenhæng med:

  • Hjemmestyrets 1. Affaldshandlingsplan, 1996
  • Hjemmestyrets forslag til ny Affaldshandlingsplan, 2002
  • KANUKOKA´s rapport ”Barrierer for en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig håndtering af affald i Grønland – en vurdering baseret på casestudier af håndtering og forvaltning af affald i 3 grønlandske kommuner” .