Elektronikaffald

Hvad er elektronikskrot?
Elektronikskrot eller elektronikaffald er udtjente elektriske og elektroniske produkter, som enten kan sluttes til lysnettet, eller som fungerer ved hjælp af batteri. F.eks. TV-apparater, radio, båndoptagere, mobiltelefoner, computere med skærme og tastaturer, hårtørrere, alt legetøj med lyd og/eller bevægelser, elektriske køkkenmaskiner, elektrisk håndværktøj, lavenergipærer, m.m.

Hvorfor er elektronikskrot et miljøproblem?

Stort ressourceforbrug
Produktionen og forbruget af elektriske og elektroniske produkter er både her i landet og på verdensplan stort og støt stigende. Det bevirker et øget træk på ressourcerne. Elektroniske produkter er tit yderst sammensatte. Derfor kan det være besværligt at udnytte ressourcerne ved genanvendelse. De skal oftest adskilles manuelt eller i en specialshredder.

Stort indhold af miljøbelastende stoffer
Håndteringen af elektrisk og elektronisk skrot (EE-skrot) er problematisk på grund af deres indhold af miljøbelastende stoffer. Det drejer sig specielt om tungmetaller - såsom kviksølv, bly, cadmium og chrom - og halogenerede stoffer- såsom CFC, bromerede flammehæmmere, PCB og PVC.

Stort indhold af materialer af høj værdi
Elektronikaffaldet skal adskilles og fraktionerne sorteres, fordi de rummer materialer af høj værdi, som kan sælges til genanvendelse. Det skaber på sigt flere arbejdspladser, samtidig med at det er en relativt miljømæssigt neutral proces sammenlignet med tidligere tiders bortskaffelse på lossepladser og i forbrændingsanlæg.

Forbrænding er en dårlig løsning
Ved forbrænding af elektronikaffald vil tungmetaller ende i slaggen, røggassen og filterkagerne. Tungmetallerne kviksølv, bly og cadmium er dokumenteret miljø- og sundhedsskadelige.
Halogener som bromerede flammehæmmere, PCB og PVC kan ved forbrænding udvikle forhøjede emissioner af dioxiner og furaner. Kobberindholdet i elektriske og elektroniske produkter kan fungere som katalysator for dioxindannelsen. Hvis elektronikaffaldet deponeres på dumpen vil der på sigt være risiko for udvaskning og afdampning af tungmetaller og kemikalier.

Hvor findes de problematiske stoffer?
De problematiske stoffer findes specielt i komponenterne: Nikkel/cadmium batterier, blyakkumulatorer, billedrør, bestykkede printkort, elektriske og elektroniske displays, kviksølvkontakter og relæer, kviksølv tørcelle batterier, PCB-holdige kondensatorer og olier, flammehæmmende plast, samt selentromler

Hvad gør kommunerne ved elektronikskrottet?
Kommunerne har forskellig praksis for, hvordan affaldet bliver indsamlet. Flere steder har man ingen særskilt ordning. I byer med modtagestation, dvs. Qaqortoq, Sisimiut, Aasiaat, Ilulissat, Maniitsoq og Nuuk kan borgerne aflevere elektroniskrot på modtagestationen eller kommunerne indsamler udtjente elektriske og elektroniske produkter via vejkants/ storskraldsordninger.

Miljøvenlig bortskaffelse er frivillig
Bortskaffelsen af langt de fleste elektriske og elektroniske produkter skal helst foregå ved selektiv indsamling og genanvendelse. Dette er i dag ikke et lovkrav, men KANUKOKA opfordrer kommunerne til at indsamle, adskille og genanvende elektronikskrot i så stort et omfang det er muligt. Jf. § 10 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 28 af 17. september 1993 om bortskaffelse af affald ”kan Kommunalbestyrelsen iværksætte frivillige indsamlingsordninger for særskilte enkeltfraktioner og andet affald end dagrenovation”.
Kilde: Videnscenter for Affald http://www.affaldsinfo.dk/default.asp?side=339&side2=342

Redigeret af Kitte Vinter-Jensen, Projektkonsulent, Miljø i kommunerne