Artiklen er fra Miljøstyrelsens Nyhedsbrev nr. 14 / oktober 2004
Når vinterstøvler og flyverdragter skal gøres klar til at modstå sne og slud bliver spraydåsen med imprægnering fundet frem. Men en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at nogle imprægneringsmidler indeholder organiske opløsningsmidler, som kan skade fostre. Også selvom man sprayer udendørs.
- Nogle af produkterne indeholder op til 90 % organiske opløsningsmidler, hvilket må siges at være rigtig meget. Det udgør en risiko for sundheden, og vi anbefaler derfor, at man helt holder sig fra imprægneringsmidler, når man er gravid, ligesom børn heller ikke skal komme i nærheden af midlerne, siger Frank Jensen fra Miljøstyrelsen Kemikalier.
Organiske opløsningsmidler er væsker, som kan opløse olie, fedt og mange andre stoffer, der ikke kan opløses i vand. De fleste opløsningsmidler fordamper let, og kan give problemer som hovedpine, sløvhed, overfølsomhed og åndedrætsbesvær. De opløsningsmidler, der er fundet i produkterne, er f.eks. 1-butanol, 2-butanon-oxim, butylacetat, propan-2-ol og heptan.
Læs de gode råd inden du imprægnerer
Er man ikke gravid, kan man godt give vinterjakken eller støvlerne en gang imprægnering. Bruger man midlerne på sprayform bør man undgå at spraye indendørs. Samtidig er det en god ide at tage handsker på, så man ikke får de skadelige stoffer på huden. En anden mulighed er at vælge imprægneringsmidler, som skal bruges i vaskemaskinen eller er på væskeform.
Kortlægningen af indholdet i imprægneringsmidler er et led i en større undersøgelse af kemiske stoffer i forbrugerprodukter. Resultaterne vil løbende blive offentliggjort i MiljøNyt.dk.