I den netop udsendte rapport, "Miljøundersøgelser ved Maarmorilik 1999-2000", DMU, dokumenteres og vurderes forureningstilstanden ved den nedlagte bly-zinkmine i Maarmorilik på baggrund af prøveindsamling i området i 1999 og 2000.
Siden minens lukning i 1990 er miljøtilstanden i området løbende blevet undersøgt ved at analysere indsamlede prøver af havvand, planter og dyr for forekomsten af bly og zink. Rapporten gennemgår resultaterne af analyser af støv, havvand, tang, blåmuslinger, fisk og rejer fra Maarmorilikområdet. Undersøgelserne viser, at der stadig frigives bly og zink fra forureningskilder i området, men at miljøpåvirkningen er blevet mindre gennem årene og nu mindsket betydeligt.
Forureningsbelastningen er yderligere blevet målt ved at flytte uforurenede blåmuslinger til området og undersøge deres bly- og zinkoptagelse efter min. 1 år. Disse undersøgelser viser, at der stadig er forureningskilder tilbage efter minedriftens ophør, men miljøbelastningen er faldende og betydeligt lavere end mens der var minedrift.
Blåmuslingerne i Affarlikassaa, Qaamarujuk og Perlerfiup kangerlua har dog fortsat så store blyindhold, at man fraråder at indsamle og spise muslinger fra disse fjorde.
De forhøjede blyindhold i fisk og rejer vurderes tilgengæld ikke at have skadelige virkninger på mennesker.
Ovenstående er skrevet på baggrund af Sammenfatningen af Danmarks Miljøundersøgelsers rapport: "Miljøundersøgelser ved Maarmorilik 1999-2000". Rapporten er udfærdiget af Per Møller, Gert Asmund, Poul Johansen og Frank F. Riget - Afdeling for Arktisk Miljø.
Hele rapporten, hvis sammenfatning er oversat til grønlandsk og engelsk er offentligt tilgængelig på DMU´s hjemmeside og kan hentes ved at klikke på titlen:
"Miljøundersøgelser ved Maarmorilik 1999-2000"