Nordisk Energikommune projektet foregår som et samarbejde mellem det danske og det finske formandsskab for Nordisk Ministerråd for energi i 2010 og 2011. KANUKOKA vil som Grønlands koordinator for projektet opfordre til, at alle kommuner deltager, og dermed medvirker til at skabe fokus på de grønlandske kommuners engagement i løsningen af de globale udfordringer på klima- og energiområdet.
Med Nordisk energikommune projektet har kommunerne en unik mulighed for at profilere deres initiativer indenfor energibesparelse og reduktion af CO2 udledning både internt i Grønland og udadtil internationalt og i forhold til de andre nordiske lande.
Alle nordiske kommuner med et banebrydende energiprojekt kan ansøge om titlen. Et kommunalt energiprojekt er defineret som et projekt, der er stærkt forankret i kommunens organisation, dog ikke nødvendigvis med kommunen som projektleder. Projektet skal omfatte en indsats indenfor fornybar energi og/eller energieffektivitet i kommunens geografiske område og må gerne have en dimension i forhold til transportsektoren. Vigtigt er det, at projektet har skabt eller skaber grøn vækst, udvikling i regionen samt bidrager til at realisere visionen om det fossiluafhængige og CO2 neutrale samfund.
Hver kommune kan ansøge om at deltage med ét projekt, som på den ene eller anden måde har bidraget til at reducere energiforbruget og/eller nedbringe udledningen af CO2. Det er en forudsætning, at projektet er forankret i kommunen, og at projektet i foråret 2011 hvor den endelige vinder udpeges, kan fremvise konkrete resultater. Det gælder også, at projektet skal være aktuelt og højest må være afsluttet for 2 år siden. Rammerne for hvilke typer af projekter der kan deltage er vide; Projektet kan eksempelvis omfatte tekniske energiløsninger, organisatoriske konstruktioner, finansielle værktøjer, formidling og adfærdsændrende tiltag, uddannelsesaktiviteter, borgerinddragelse og meget mere.
De indsendte projekter bedømmes af en national komité, der indstiller de bedste grønlandske projekter til en fælles nordisk bedømmelseskomité som udpeger den endelige vinder. Hvert land må indstille op til tre projekter. Da der kun er fire grønlandske kommuner, er chancen for at blive udpeget som et af de nominerede projekter stor.
Initiativet vil yde en stor indsats for at udbrede kendskabet til alle de nominerede energiprojekter, og til det vindende projekt, sådan at andre kommuner i Norden og globalt kan blive inspireret og lære heraf. Alle projekterne vil tilsammen udgøre et fælles nordisk idékatalog for bæredygtige energiløsninger. Markedsføringen vil foregå fra hjemmesiden www.nordicenergymunicipality.org, gennem events i forbindelse med nomineringerne og udnævnelsen, gennem deltagelse på nordiske og internationale konferencer samt via materialer som præsenterer projekterne. Her ud over vil de nominerede kommuner og vinderen få mulighed for at anvende Nordisk Energikommunelogoet i deres markedsføring.
De nominerede kommuner forpligter sig til at udarbejde information og tekster om deres projekt på engelsk som kan bruges i den fælles formidling. KANUKOKA står gerne til rådighed med hjælp og rådgivning i forbindelse med udarbejdelsen af dette materiale.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til projektkoordinator i Grønland Zenica G. Larsen, KANUKOKA, e-mail: zegl@kanukoka.gl, tlf. 36 21 12.
Ansøgningsmateriale mv. kan downloades fra projektets hjemmeside www.nordicenergymunicipality.org.