Foto: Qupaloraarsuk - snespurvehan og hun Fotograf: Lars Witting Arc-pic.com

 

For os mennesker, som bebor de nordlige områder, findes der foruden solen en anden forårsbebuder, som overskygger alt andet – nemlig snespurven/qupaloraarsuk, som vi altid afventer som det sikre tegn på den store forandring, der er ved at komme.

Så en dag med sydlig storm og snevejr hører og ser vi dem komme i flok – en flok med hvide og mørke farver, der passer så godt til landskabets farver på denne årstid.

De får alt, hvad der er nødvendigt fra vores fælles land. Her får de den føde, de foretrækker, her får de deres afkom, ja, her nyder de deres tilværelse. Når de efter over et halvt års ophold en sen aften i oktober høres trækkende med små fløjt i mørket for at holde sammen på flokken – ja, så er det med vemod i hjertet, at vi tager afsked med dem.

Én ting ved vi – de er alle født i Grønland, tilbringer den mørke tid under sydligere himmelstrøg, men vender tilbage til barndomshjemmet lige så snart forventning om glade og lyse tider melder sig. Ja, forventningen er så stor, at de tit ankommer, selvom det mindste tegn på forår stadig lader vente på sig.

Snepurvehannerne har hver deres sang – som for at fortælle os at "hver fugl synger med sit næb", samtidig med at det er tegn på viljen til at forsvare sit territorium, sit afkom. Individualisme i vort fælles brug af det bedste vi har – vores natur.

Som er symbol på, at vi har brug for den ydre verden, specielt i svære tider, overvintrer de i mildere lande – med det i baghovedet, at intet er så godt som hjemme – hvis vi passer på omgivelserne.

Deres yngepleje er eksemplarisk. Mand og kone hjælper hinanden med opfostringen af ungerne – men de er også villige til at lade ungerne klare sig selv i den sidste tid inden den første store udlandsrejse – men trækket mod syd er de fælles om, ligesom de også er vejledere i ungfuglenes første træk tilbage til barndomshjemmet. Faren har de i baghovedet – rovfugle, ræve, katte – alligevel bliver de ved med at vende tilbage. Der må være noget godt ved vort fælles land. Alle tilbage til det rige land.

Snespurven bringer et glædens budskab – vores glæde over, at det stadig er muligt at et dyr med mange tusind års veltilrettelagt årscyklus stadig har brug for vort lands gaver – den er et symbol på at vort land stadig kan kaldes bæredygtig i sin naturlige udvikling – senspurven er kort sagt budbringeren om, at tiderne stadig er gode ude i verden og hjemme hos os.

Vi har ikke altid været lige gode ved snespurven – med vores medfødte fangerinstinkt har især børnene været slemme til at kaste sten efter småfugle før i tiden – men det er i dag en saga blot. Vores lille symbol færdes og yngler selv i støjende byer som tegn på, at det er menneskets adfærd, der er bestemmende for vore omgivelsers evne til at bevare liv. Vi kan altså opnå utrolige resultater ved fredning – hvis fredningen bliver overholdt.

Vi betragter altid et uspoleret landskab med alle dets lyde som symbolet på freden i vore omgivelser. Hvad er mere fredeligt end en snespurvehan, som synger for at markere og forsvare sit territorium, når vi samtidig ved, at snespurvehunnen ruger i fred i nærheden. Sangen markere tingenes rette tilstand – nemlig fred.