Hanne Haaland, Ketil Skogen, Arild Landa, Dave Loeks, Oddgeir Andersen, Peter Aastrup,
Carsten Egevang & Roel May. 2005. Uddelegering af forvaltningsansvar - levende ressourcer i
Grønland - NINA Rapport 6. 137 pp.
I diskussioner om udnyttelse af de levende ressourcer i Grønland har spørgsmålet om en øget decentralisering indtaget en fremtrædende plads, og Hjemmestyret har ønsket at få udredet mulighederne for uddelegering af forvaltningsansvar til et lokalt niveau. Dette var udgangspunkt for denne rapport. Her gennemføres en analyse af faktorer der vil udgøre rammebetingelser for uddelegering af forvaltningsansvar og faktorer der kan ha en indvirkning på resultatet af en sådan decentralisering. På dette grundlag identificeres forhold som man må tage hensyn til dersom man skal lykkes med at udvikle lokale forvaltningsmodeller som både sikrer biologisk bæredygtig udnyttelse af ressourcer og som giver forvaltningen øget legitimitet gennem reel deltagelse fra lokale interessegrupper. Rapporten er et resultat af et samarbejd mellem biologer og samfundsforskere. Det vil sige at den reflekterer både biologiske og samfundsfaglige syn på forvaltning. Indledningsvis præsenteres refleksjoner rundt biologisk og social bæredygtighed, som henholdsvis drejer sig om en langsigtet opretholdelse af bestande og fordeling af ressourcer. Det betyder at ressourcekonflikter kan være fordelingskonflikter.
Forvaltning af arter kan ikke blot handle om at manipulere en bestand gennem fangst eller beskyttelse, men må inkludere dialog og samarbejd mellem ulige aktører, udformning af lover og regler og etablering af hensigtsmæssige forvaltningsstrukturer for at kunne nå forvaltningens mål. Forvaltningsmodeller må også tage hensyn til arternes biologiske egenskaber, der vil sætte betingelser for hvordan en art kan udnyttes og hvilke krav der kan sættes til forvaltning og en eventuel samordning af forvaltningsområder. Hvad som er formålstjenlige forvaltningsniveau må også vurderes ud i fra arters geografiske udbredelsesområde og eventuelle internationale
forpligtelser. Viden omkring den enkelte art er essentielt, arter med ringe kundskabsstatus anbefales at forvaltes centralt indtil den nødvendige viden fremskaffes. Fåtallige og sjældne arter bør forvaltes centralt. Mange arter i Grønland omfattes også af internationale aftaler og kan således ikke forvaltes lokalt. Arter der danner geografisk afgrænsede bestande og er almindeligt forekommende med en vid udbredelse (flere lande)
kan derimod være egnet til at forvaltes lokalt. De mest åbenlyse bevaringsmæssige fordele med en lokal forvaltning er lokalforankret brugere hurtigere kan spore ændringer i bestanden samtidig som en lettere kan regulere fangsten efter dens fysiologiske tilpasning til den aktuelle
geografiske lokalitets miljø. Fjeldørred (i Sydgrønland) og rensdyr (bestanden på Nussuaqhalvøen) vurderes på denne baggrund som godt egnet for forsøg med lokal forvaltning.
Dette projekt har haft til opdrag at vurdere arternes egnethed for lokal forvaltning også på
baggrund af økonomisk, social og kulturel betydning. Økonomisk set udgør fiskeri en
nationaløkonomisk hjørnesten i Grønland. Også fangst af pattedyr og fugle har økonomisk
betydning, men det er svært at kvantificere den økonomiske betydning af arter der er vigtige i
traditionel erhvervsvirksomhed og i rekreationssammenhæng. Det råder ingen tvivl om at
befolkningens deltagelse i fangst og fiskeri har stor social og kulturel betydning, men hvordan
det påvirker arternes egnethed for lokal forvaltning er ikke givet. Som i andre land kan det for
øvrig tænkes at motiver for at drive fangst og fiskeri ændrer sig og at oplevelse efterhånden
kan blive lige så vigtig som selve produktionen af mad. Dette vil i givet fald stille nye krav til
forvaltningen, men det findes i dag ringe viden herom.
Internationalt har man i de senere år set en øgende tendens til at lokale aktører spiller en rolle i
ressourceforvaltning, og dette kaldes gerne co-management eller samforvaltning. En sådan
uddelegering af forvaltningsansvar kan finde sted efter forskellige modeller. Et hovedprincip er
at flere aktørgrupper får indflydelse i udformning og implementering af forvaltningstiltag, hvilket
kan give en mere fleksibel forvaltning og et reduceret konfliktniveau. Erfaringer har imidlertid
vist, at det også er mange problemer med samforvaltning. Disse er knyttet til manglende
repræsentativitet, mindsket hensynstagen til almenhedens interesser og til national miljøpolitik
og –lovgivning. At integrere forskellig former for viden, aktørernes ulige magtpositioner og
uenighed om hvilke forvaltningsopgaver der bør placeres på et lokalt niveau kan også medføre
problemer. Derfor kan ingen variant af samforvaltning fjerne konflikter helt.
Nogle af samforvaltningens udfordringer og problemer bliver illustreret gennem erfaringer fra
Canada og Norge og det trekkes linjer fra disse eksemplerne til de grønlandske forhold.
Dagens ressourceforvaltning i Grønland er relativt centraliseret og brugermedvirkning bliver
hovedsageligt varetaget af nationale foreninger, politiske institutioner og gennem høringer og
dialogmøder. Disse fora involverer i dag et fåtal aktører.
Udvikling af nye lokale forvaltningsmodeller må finde sted lokalt. Tid og ressourcer må stilles til
rådighed for at sikre en inkluderende proces. Ligeledes vil oprettelse af nye forvaltningsorganer
være afhængig af, at tilstrækkelige ressourcer gøres tilgængelige. Spørgsmålet om brugerne
selv også må bidrage økonomisk til dette, bliver stillet. En model med etablering af ”Trust
Funds”, som i Canada, kan være en finansieringsmulighed for vildt- og fiskeforskning og
uddannelsesformål inden naturforvaltning i Grønland.
Et afgørende element i udvikling af lokale forvaltningsmodeller er at de nye organer gives reel
myndighed, som for eksempel i forbindelse med kvotefastsættelse, jagt/fangst/fiskeregler,
frednings- og jagt/fiskeperioder, osv. Det anbefales at sådanne forvaltningsorganer udnævnes
politisk af kommunerne, men at forskellige interesser og perspektiver bliver varetaget gennem
en planmæssig udvælgelse af medlemmer. Ansættelse af medarbejdere i en position mellem
besluttende organer og lokale ressourcebrugere kan bidrage til en bedre dialog og forbedre
informationen mellem de ulige parter. Dette ses også eksemplerne fra Canada og Norge.
Det påpeges at samarbejde om praktiske forvaltningsopgaver kan virke konfliktreducerende og
forbedre tilliden mellem ulige grupper. Bestandsovervågning og registreringsarbejde er
opgaver der er velegnede for lokal deltagelse. Information om forvaltningens og forskningens
aktiviteter bør være en central komponent i dialogen mellem de forskellige aktører. Det er
desuden ønskeligt at involvere også andre grupper end dem, der har en stærk forankring i
traditionel naturbrug.
