|
Tulugaq er en kampagne iværksat af Grønlands Hjemmestyre. Formålet er at skabe en bedre dialog og at formidle viden om og fælles forståelse for en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer.
Bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer er et vigtigt anliggende for samfundet som helhed og ikke mindst for kommunerne. Kommunerne har ved mange lejligheder udtrykt ønske om i højere grad at blive medinddraget i spørgsmål om de levende ressourcer. For Tulugaq-kampagnen er det vigtigt at formålet om bæredygtig udnyttelse forankres lokalt. Det skyldes dels, at man dermed får spredt ansvaret for opfyldelsen af målsætningen om en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer til mange flere i samfundet, dels at kommunerne er meget tættere på borgerne og derfor har større mulighed for at engagere og aktivere borgerne. Det er baggrunden for at Tulugaq-kampagnen har udarbejdet dette dokument.
Baggrund
Mange steder i verden, hvor man arbejder med bæredygtig udvikling har man erfaret, at der er nogle vigtige forudsætninger, der skal være tilstede, for at engagere borgerne i samfundsspørgsmål og for få borgerne til at ændre adfærd til en mere bæredygtig livsstil. Det er blandt andet følgende:
-
Inddragelse og medbestemmelse: Borgerne skal selv være med til at udpege problemerne og formulere de løsninger, de selv mener er vigtige og som de dermed kan stå inde for. Først da vil de føle et medansvar for at løse problemerne. Det er blandt andet det, der sker på Tulugaq´s dialogmøder.
-
Kommunalbestyrelsen skal gå i spidsen: Det er et vigtigt signal til borgerne at kommunalbestyrelsen i ord og handling viser at man tager bæredygtig udnyttelse alvorligt og følger op borgernes forslag og initiativer.
-
Der skal være gevinster: En vigtig motivation for borgerne til at ændre adfærd er, at der er en gevinst for dem ved at ændre adfærd. Det kan være en økonomisk gevinst, en social gevinst, en kulturel gevinst eller andet.
-
Der skal være handlemuligheder: Det er ikke nok, at man blot fra centralt hold påpeger, at borgernes adfærd ikke er bæredygtig. Det er vigtigt at man samtidig angiver nogle handlemuligheder for den enkelte. Ellers skabes der blot frustration. Det er vigtigt at give borgerne alternative handlemuligheder i deres hverdag. Det kunne f.eks. være at give dem andre indtægts- eller jagtmuligheder ved restriktioner eller mulighed for at være med til at bidrage til løsninger f.eks. at være med til lokale debatter eller arrangementer om bæredygtig udnyttelse. Ved at give borgerne handlemuligheder giver man dem mulighed for at være en del af løsningen frem for en del af problemet.
-
Det er godt med netværk: Lokale netværk giver de relevante interesseorganisationer dels en mulighed for dialog med hinanden og for at lære hinandens synspunkter at kende, og dels dialog med kommunen. Dialogen kan skabe større forståelse for hinandens holdninger og skabe større opbakning til og dermed respekt for de beslutninger, der træffes. Man sikrer medinddragelse og dermed medansvar for beslutningerne. Et eksempel på et netværk kunne være at kommunen nedsatte et råd eller en arbejdsgruppe der arbejder for bæredygtig udnyttelse. F.eks. kan rådet samles og rådspørges i forbindelse med kommunens opgaver om forvaltningen af de levende ressourcer samt i forbindelse med høringer om lovgivning om de levende ressourcer.
Ved at arbejde med Tulugaq-dokumentet kan kommunen give sine borgere:
-
Medindflydelse og medansvar for løsninger
-
Handlemuligheder gennem Tulugaq-dokumentets aktiviteter
-
Mulighed for at arbejde videre med deres egne løsningsforslag fra dialogmødet i kommunen
-
Mulighed for at fortsætte dialogen og danne nye netværk
Formål
Formålet med Tulugaq dokumentet er at give de kommuner, der ønsker at arbejde aktivt og målrettet med bæredygtig udnyttelse, en mulighed for at vise samfundet, omverdenen og de andre kommuner, at de tilslutter sig dette arbejde og er villige til at gennemføre konkrete aktiviteter.
En sådan tilslutning kan have følgende fordele for kommunen:
-
Kommunen viser, den er frontløber: Ved at tilslutte sig Tulugaq-dokumentet viser kommunen sine borgere, samfundet og omverdenen, at man mener, emnet er vigtigt og vil sætte initiativer igang. Kommunen viser også, at den påtager sig et medansvar for både problemerne og løsningerne.
-
Dokumentet skaber fokus og handlingsplan: Ved at forpligte sig til dokumentet får kommunalbestyrelsen og forvaltningen sat fokus på emnet og kan definere konkrete initiativer, der skal udføres. Dermed fås en handlingsplan.
-
Dokumentet sikrer dialog: Når dokumentets initiativer gennemføres, sikrer kommunalbestyrelsen en tæt dialog med borgerne om emnet.
-
Kommuner skaber synergi-effekt: De kommuner, der underskriver dokumentet kan danne et netværk, hvor de kan udveksle ideer og erfaringer om emnet. Gennem dette netværk skabes en synergi-effekt, som giver større resultater for samfundet end hvis hver kommune står alene med emnet.
Når dokumentet er underskrevet
Når en kommunalbestyrelse er blevet enige om at underskrevet dokumentet sker der følgende:
-
Underskrivelsen offentliggøres ved at dokumentet lægges ud på såvel Tulugaq’s som KANUKOKA’s hjemmeside, sådan at tilslutningen bliver synlig for alle i samfundet. Det meldes ud i pressen.
-
Netværk dannes: De kommuner, der har tilsluttet sig dokumentet, indgår via KANUKOKA’s hjemmeside i et netværk, hvor der kan udveksles ideer og erfaringer.
-
Årlig status og evaluering foreslås: Kommunen opfordres til én gang om året (eksempelvis forud for KANUKOKA’s delegeretmøde) at udarbejde en status over de initiativer, der er anført i dokumentet og at evaluere dette arbejde. Denne statusrapport lægges ud på KANUKOKA’s hjemmeside. På delegeretmødet vil KANUKOKA’s formand medtage arbejdet med Tulugaq dokumentet i sin beretning på basis af det, der fremgår af hjemmesiden.
-
Nye mål og handlingsplaner kan aftales: Kommunerne i netværket kan i forbindelse med den årlige statusrapport udarbejde fælles handlingsplaner med nye mål og aktiviteter baseret på erfaringsudvekslingen. Nye handlingsplaner og aftaler lægges ud på KANUKOKA’s hjemmeside til inspiration for andre kommuner.
Idékatalog til aktiviteter - klik her
Forslag til kommissorium for rådet - klik her
|