God dag kære kolleger
kommunefolk

Vi er nået til det punkt på dagsorden som hedder Kommunale erhvervsengagement og muligheder som kommunerne har til at deltage i erhvervslivet.

Dette er tænkt som udveksling af synspunkter og ideer, samt vurdering af situationen i dag. Denne dialog bør finde sted mellem salen og panelet som sidder her oppe. Jeg stoler på at I deltager flittigt i debatten. Min funktion ligger mest af alt i at holde styr situationen og sørge for at kun een ta´r ordet at gangen. De som sidder her oppe er: Jens Lars Fleicher bestyrelsesformand, Hermann Berthelsen borgmester, Ísólfur Gylfi Pálmason Althingsmand plus undertegnede.

Indledningsvis vil jeg tillade mig at sige nogle få ord og ganske alment om situationen i Island som jeg ser den.

Kommuner í Island har mere eller mindre og på forskellig måde taget initiativ til at forbedre næringsvejene inden for egne kommuner. Grundlaget for dette initiativ var og er i dag at skabe arbejdspladser, øge erhvervslivets mangfoldighed, stabilisere kommunens servicegrundlag og sikre selve kommunens eksistens.

Under verdenskrisen mellem 1930-1940 var det nødhjælpsarbejde man satte í gang. Drift af fiskerbåde, trawlere og forarbejdning af fisk på forskellig måde, i fabrikker med bl.a. frysing og fremstilling af tørret fisk og klipfisk var gennem tiden mest omfattende af kommunernes næringsdrift. I starten var driften af virksomheden som en afdeling i kommunenes regnskap og helt og holdent på kommunenes (skatteydernes) ansvar. Den ordning findes nu ikke mere tør jeg nok sige. I mange kommuner var kommunale bedrifter bærende post i hvertfald ganske betydelig post i byens ervervsliv bl.a. i hovedstaden Reykjavik. Dette driftsform d.v.s. det ubegrænsede ansvar som tilfaldt kommunerne var ofte meget belastende for kommunekassen. Drift af denne art er for så vidt meget ustabil og fortjenesten mildest talt svingene. Selv om fiskeindustrien har været mest omfattende i kommunernes investeringer har kommunerne forsøgt sig i et mangfold af projekter.

I tidens løb er kommunerne udviklet sig fra dette system og kommunalt erhvervsangagement begrænses ved aktier i aktieselskaber. Eller investerinsstøtte uden driftsansvar og gerne gennem investeringsfonde som kommunerne har etableret, ofte i samarbejde med private companier og offentlige myndigheder.

I halvfjerdserne og firserne led landets økonomi af en kolosal inflation. Og i firserne og begyndelsen af halvfemserne tabte mange kommuner en formue gennem insolvente kompanier og konkurser.

En form for støtte som kommuner i Island ydede næringslivet både egne kompanier og private kompanier var garantier på lån. Garantierne viste sig at være risikable og mange kommuner tabte mange penge på garantier, som kommunerne havde sikret med verdiløse ejendomme eller papirer. Denne form for støtte (d.v.s. garantierne) blev derfor betydelig begrænset med Kommuneloven 1986 og afskaffet med Kommuneloven 1998.

I dag er landets og kommunernes økonomi mere intensiv og stabil. Det økonomiske system er friere, mere konkurrencedygtigt og bedre i takt med nutidens internationale business system. Konstant slagside eksister dog i landet på den måde at folk flytter fra landet (fra bygderne) til Reykjavik området. Hvilket i høj grad truer kommunernes tilværelse og lægger pres på kommunale myndigheder om at støtte erhvervslivet. Argumenterne er de samme som for 70 år siden. At kommunerne "tager initiativ til at forbedre næringsvejene inden for egne kommuner. Skaber nye arbejspladser, øger erhvervslivets mangfoldighed, stabiliserer kommunens service grundlag og sikrer selve kommunens eksistens".

Kommunefolk har lært en del af mange bitre erfaringer. Lovgivning er også blevet strammere og mere ansvarsbevidst. Man lægger større vægt på faglig vurdering af projekter, stiller krav om fortjeneste. Begrænser risikoen mest muligt. Stræber efter at komme bort fra direkte deltagelse og driftsansvar.

Konkurrenceloven lægger stramme regler om at skattepenge ikke bruges i konkurrence med privat kompanier.

Udviklingen synes at pege i den retning, at den støtte som kommunerne yder næringslivet er indirekte. I form af at tilrettelægge erhvervsvenlige vilkår, planmæssige vilkår, skattemæssige vilkår. At offentlige myndigheder udbygger infrastruktur, s.s. havne, veje, vand, varme og kraftværk o.s.v. o.s.v.